Hofor: Solcelleanlæg ved Lemvig er en gevinst for klimaet

DEBAT: Det passer ikke, at København ikke bliver mere grøn af, at Hofor opfører solcelleanlæg i Lemvig. Samarbejde mellem bykommuner og landkommuner, hvor landet lægger plads til, mens byen betaler for opførelsen, giver bedre klima i hele landet, skriver Jesper Pedersen fra Hofor.

Af Jesper Pedersen
Chef for vedvarende energi og energihandel i Hofor

Ifølge Altinget kritiserer Danmarks Naturfredningsforening (DN), at Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, Hofor, bygger et solcelleanlæg ved Lemvig. Det gør ikke hovedstaden mere grøn eller mere CO2-neutral, mener DN ifølge Altinget.

Den kritik forstår vi ikke i Hofor. Solcelleanlæg er meget pladskrævende (det nye anlæg ved Lemvig fylder 50 fodboldbaner), og der er derfor ikke plads til et sådant solcelleanlæg inden for bygrænsen. København og andre byer, der gerne vil deltage i den grønne omstilling, bygger derfor blandt andet solanlæg uden for byerne, hvor der er plads.

Mange landkommuner og bykommuner har et godt samarbejde, som betyder, at landkommunerne lægger jord til de grønne anlæg, mens bykommunerne og deres forsyningsselskaber bruger penge på at opføre dem.

Klima kender ikke kommunegrænser
Miljøet er den klare vinder af dette samarbejde, som betyder, at der kommer mere grøn strøm ud i vores fælles elnet. Det gør Danmark grønnere, og klimaet får det bedre.

Byerne udleder store mængder CO2, og mange byer har derfor fokus på at reducere CO2-udledningen. Lad os ikke indføre regler, der hindrer byerne i at investere i CO2-besparelser.

Lad os i stedet samarbejde på tværs af kommuner og organisationer om at bremse klimaforandringerne – de respekterer nemlig ikke kommunegrænser. Grønne solanlæg i Jylland er derfor med til at forbedre klimaet i hovedstaden – og resten af Danmark.

Københavns mål om en CO2-neutral hovedstad i 2025 er et væsentligt bidrag til det fælles nationale mål om en CO2-reduktion på 70 procent i 2030. Ingen af målene nås, hvis vi begynder at stække hovedstadens (og andre store byers) grønne handlekraft.

Forrige artikel Cykeludlejer: Lejecykler i København kan bidrage til klimamål og verdensmål Cykeludlejer: Lejecykler i København kan bidrage til klimamål og verdensmål Næste artikel R: Sådan skrotter vi de forurenende og klimabelastende oliefyr R: Sådan skrotter vi de forurenende og klimabelastende oliefyr