HK: Morten Østergaard er klimakampens snubletråd

Af Simon Tøgern
Formand for HK Privat 

Indsatsen mod klimaforandringerne er uden sammenligning dette årtis største udfordring. Og det er en udfordring, der kommer til at præge snart sagt enhver politisk beslutning. Derfor er vi også mange, der vil lytte ekstra efter, når Mette Frederiksen åbner Folketinget i dag.

For det ser for udenforstående ud til, at regeringen ikke rigtigt får trådt igennem og udnyttet det momentum, den fik med valget og etableringen af det såkaldte forståelsespapir i forhold til klimaet. Der spreder sig i hvert fald en vis utålmodighed i forhold til, hvordan regeringen vil møde klimaudfordringerne.

Stærkest udtrykt af Morten Østergaard fra Radikale, som med jævne mellemrum "slår streger i sandet" og truer med at vælte regeringen. Senest i Weekendavisen 2. oktober. Og mon ikke vi kan forvente, at den radikale leder også vil gentage mange af sine argumenter i åbningsdebatten torsdag?

Men det er som om, at Morten Østergaard ikke helt har erkendt, at forudsætningen for, at vi kan møde klimaudfordringerne og samtidigt bevare vores åbne og relativt lige samfund, er brede alliancer - politisk, socialt og erhvervsmæssigt.

Forråelsen af arbejdsmarkedet
Forståelsespapiret fra sidste sommer skitserer omridset af den progressive alliance, som kan bære forandringerne igennem - en alliance, der også er åben for, at andre dele af borgerligheden kan komme med. En sådan politisk alliance indebærer ikke, at man behøver at være enige om alt. Men den indebærer, at aktørerne udviser et minimum af anerkendelse af hinandens positioner og udgangspunkt.

Her må Morten Østergaard & co. anerkende og forstå, at for de tre øvrige partier bag forståelsespapiret, så er det afgørende, at der påbegyndes en tilbagerulning af den forråelse, som store dele af vores arbejdsmarked har gennemlevet det sidste par årtier. Det er en forudsætning, som rækker længere end til de tre partiers vælgere.

Derfor skal der snarest muligt vedtages en reform, som giver Arne - og andre med et meget langt arbejdsliv - friheden til at kunne vælge at trække sig fra arbejdsmarkedet nogle få år før den almindelige pensionsalder. Vi kan diskutere detaljerne og finansieringen. Men det er ikke til diskussion, at der skal kompenseres for ødelæggelsen af efterlønsordningen.

Og derfor nytter det heller ikke, at Morten Østergaard fortsat insisterer på, at virksomhederne skal kunne importere billig arbejdskraft fra lande udenfor EU. Det er som om, at der er en særlig ideologisk pointe i og et attråværdigt samfundsgode ved, at it-firmaer kan hente indiske "specialister", vognmænd kan hente chauffører fra Kaukasus, at entreprenører kan hente filippinere til at bygge Femern Bælt-forbindelsen, og hotellerne kan hente kinesiske kokke og rengøringsfolk. Endda uden, at myndigheder og faglige organisationer sikres adgang til at sørge for, at lønnen bliver udbetalt til den ansatte, at der betales skat, og at almindelige arbejdsmiljømæssige forskrifter i øvrigt efterleves.

Kan den relevante arbejdskraft ikke findes inden for landets grænser, så er der nok nogle EU-medborgere, som er friske på at nappe en tjans i Danmark.

Klimakampen snubler
Og endelig går det ikke, at den radikale leder fortsat vægrer sig ved, at ændre en lille smule på balancen i, hvem der betaler hvor meget til de fælles kasser. Virksomhedsejerne, som i disse år trækker store beløb ud af virksomhederne, kan selvfølgelig godt bidrage mere. Det samme kan de mest velhavende lønmodtagere.

Så kære Morten Østergaard!

Inden du får tegnet flere streger i sandet og afsendt flere trusler om at vælte regeringen, så overvej lige, hvem der skal levere stemmer til de store forandringer, som skal til, når vi skal møde klimaudfordringerne.

Klimakampen snubler, hvis vi ikke sikrer den sociale balance, og du kan ikke forvente, at regeringspartiets og de andre støttepartiers vælgere vil acceptere, at klimakampen betyder, at vi skal indstille forsvaret af vores velfærdssamfund og et velfungerende arbejdsmarked.

debat@altinget.dk