Gymnasieelev: Debatten om prisloftet på studieture overser klimaet
DEBAT: Debatten i gymnasieverdenen om indførelsen af prisloft på studieture tænker transportformen ind. Det sker på bekostning af fremtidige generationer, skriver gymnasieelev.
Af Simon Haakonsson
Gymnasieelev i 1.g
Som gymnasieelev i dag finder man ikke hoved og hale i hele studietursloftdebatten.
På den ene side argumenteres der med verdensborgerdannelse, kulturmøder og unikke oplevelser, og på den anden side med at turene bidrager til social ulighed.
Men ét argument er helt fraværende i debatten: Det er transportformen.
Det er ingen hemmelighed, at vi alle må ofre ting, gamle kært stående vaner og såkaldte levestandarder for at nå i mål med vores klimamål – ikke mindst for at nå i mål med at gøre vores del i at redde jorden. Vi skal spise mindre kød, forbruge mindre og flyve mindre.
Lige netop at flyve mindre er et sted, hvor de offentlige institutioner nemt kan høste klimagevinster. En studietur til 3.000 kroner, som foreslået af undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), vil muligvis forurene mindre end en tur til det dobbelte.
Men en garanteret flyveløs studietur vil forurene mindst og sikkert opfylde både priskravet og klimavisionerne.
Ulande skaber ikke klimakrisen
Jeg spurgte for nylig min rektor, om det var muligt at droppe min egen studietur. Selv om jeg ikke vil bestemme over andre, har jeg ikke lyst til at benytte den klart mest forurenende, almene transportform.
Som svar fik jeg et blødt indpakket – men stadig reelt – ultimatum: Her flyver vi, og hvis du ikke vil flyve, må du skifte gymnasium.
Det blev efterfulgt af argumenter, såsom at klimakrisen skal løses af verdensborgere, som man kun bliver af fjerne kulturmøder.
Logikken hentyder til, at mennesker fra ulande, som ikke har privilegiet til at kunne flyve og blive "dannede verdensborgere", skaber problemer for klimakrisen.
Men ofte har disse lande statistisk set de laveste udledninger per borger, og dermed holder logikken ikke.
Kompensation retfærdiggør ikke flyforbrug
Et andet argument, der blev hevet op, var klimakompensation. Det skal ikke diskuteres, om man bør flyve, men at man bør minimere skaden.
Det ville også være fantastisk, hvis kompensation virkede. Men ligesom en undskyldning efter en lussing ikke retfærdiggør lussingen, retfærdiggør en tynd kompensation til træplantning ikke det bevidste flyforbrug.
Det er ingen menneskeret at flyve. Man har ret til liv, til ejendom og til beskyttelse mod diskrimination.
Men her fejler den fossile industri, som understøtter nutidens flysektor og smadrer fremtidige generationers ret til liv, lavtliggende ejendomme og livsforudsætningerne for uheldige tilfældige, der desværre er født i klimaudsatte områder.
Man bør ikke diskutere et fravalg af flybaserede studieture, men det nuværende, normaliserede tilvalg af dem.
Alt i alt bør staten gå forrest i klimakampen, heriblandt også statens institutioner. Studieture er en lavthængende frugt, da det er et regelmæssigt fænomen, som nemt kan udskiftes med et tættere geografisk kulturmøde gennem for eksempel en interrailtur.
Jeg er glad for mit gymnasium. Meget glad endda. Men at skulle vælge mellem mit etablerede gymnasiefællesskab eller et brud på mine egne værdier er ikke fair.
Derfor skal vi have grønne gymnasier og stoppe flyrejserne.
Virksomhed: Forstår vi overhovedet byggeriets rolle i den grønne omstilling?
Prosa: Der mangler en grøn digital dagsorden i klimapartnerskabet
