Grønne studenter: Natur og økosystemer skal have juridiske rettigheder internationalt

Af Anna Bjerre Johansen og Malaika Wandall
Aktive i Den Grønne Studenterbevægelse

I kampen om fremtiden er der to ringhjørner. I det ene har vi vækstparadigmet, hvor økonomiske interesser og et evigt stigende BNP forbereder sig til kamp.

I det andet står bæredygtighedsparadigmet, der værner om de planetære grænser. Vores postulat er, at det ene paradigme altid vil slå det andet omkuld. Lige nu er Mercosur-handelsaftalen mellem EU og en række sydamerikanske lande gået ind i de afsluttende forhandlinger.

Aftalen kaldes "cows for cars", da vi leverer biler tværs over Atlanterhavet til gengæld for oksekød den anden vej. Begge dele for at øge produktionen og eksporten hos de involverede lande. Samtidig har handelsaftalen ingen bindende bæredygtighedsreguleringer. Når aftalen snart vedtages, er det en knockoutsejr tilvækstparadigmet.

Handelsaftalerne og det internationale system er desværre indrettet således, at virksomhedernes vækst altid vil blive tilgodeset. Virksomheder kan nemlig sagsøge stater, der har indført klimalovgivning, som potentielt kan hæmme virksomhedernes indtjening.

Stater kan sagsøges for klimatiltag
Når vi ser, at befolkninger verden over sagsøger stater for utilstrækkelig klimahandling og får medhold, så står virksomhederne klar til at sagsøge de selvsamme stater for at hæmme deres fremtidige vækst. Et eksempel er en hollandsk klimaretsag, hvor klimaaktivister i 2019 fik medhold i højesteret, hvad der pålagde den hollandske regering hurtigst muligt at gennemføre markante emissionsreduktioner.

Som følge heraf indførte regeringen en række klimatiltag, blandt andet udfasning af kul frem mod 2030. Man skulle tro, at det var en sejr forbæredygtighedsparadigmet. Men i begyndelsen af i år spillede vækstparadigmet igen med sine muskler. Nu kræver den tyske energivirksomhed RWE en erstatning på 1,4 milliarder euro fra den hollandske stat i erstatning på baggrund af deres planer om et kulstop.

Det hollandske eksempel er ikke enkeltstående. Flere og flere lande melder sig på banen med klimahandlingsplaner, der skal føre til tilstrækkelige emissionsreduktioner. Planer, der uundgåeligt vil ramme virksomheder i kulsorte brancher, som ikke kan forenes med bæredygtighedsparadigmet.

Men fordi det internationale system tilgodeser virksomhedernes evige vækst, så er det kun forventeligt, at de kulsorte virksomheder vil ramme staternes klimaplaner med retssager, der kan slå alle bæredygtigevisioner omkuld.

Kampen mellem paradigmer finder vi også herhjemme. Den danske klimalov understøtter vækstparadigmet, når der på allerførste side står, at klimahandling ikke må ske på bekostning af hverken erhvervsudvikling, konkurrencekraft, 'sunde' offentlige finanser og beskæftigelse.

En ulige kamp
Selv en klimalov, som netop burde varetage bæredygtighedsparadigmetsinteresser, står i vækstens ringhjørne. Når fødevareminister Rasmus Prehn igen udskyder landbrugsforhandlingerne med begrundelsen, at han frygter en debat med traktordemonstrationer på den ene side og unge klimaaktivister på den anden, er det tydeligt, hvordan linjerne igen er trukket op.

Selvom bæredygtighedsparadigmet er blevet stærkere, er det oppe imod et vækstparadigme, der er skrevet ind i selve klimalovens juridiske grundlag, og som fungerer som stopklods for reel forandring.

Det er en ulige kamp. Hvis bæredygtighedsparadigmet skal vinde, er der brug for et modsvar til det juridiske system, som i dag kun varetager vækstens interesser. Der er behov for en anerkendelse af, at natur og økosystemer bør have juridiske rettigheder. Kampagnen "Stop ecocide" er etgodt eksempel på, hvordan en juridisk ændring kan give bæredygtighedsparadigmet mereslagkraft.

Ved at gøre ecocide, altså ødelæggelse af økosystemer, til en forbrydelse i den Internationale Straffedomstol på linje med folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, vil det blive muligt at retsforfølge virksomheder, hvis ageren fører til alvorlige miljøskader.

Bæredygtighed skal have lige så store juridiske boksehandsker som væksten har, hvis den skal have en chance i ringen. Der er en lang vej dertil i dag, men den er bydende nødvendig at gå. Ellers forbliver kampen ulige. Ellers vil vækstparadigmet altid ende med at vinde.

debat@altinget.dk