Tre aktører før førstebehandling: Forbud mod afbrænding af usolgt tekstil er nødvendigt

Overproduktionen af tøj belaster miljøet. Det er nødvendigt med et udvidet producentansvar på tekstil og et dansk forbud imod afbrænding af usolgte tekstiler, skriver Vibeke Myrtue Jensen, Tanja Gotthardsen og Else Skjold. 

SF har fremsat et beslutningsforslag, som Folketinget førstebehandler 14. december, om at forbyde forbrænding af usolgt tekstil samt at indføre udvidet producentansvar på tekstil.

Forslaget kommer, kort før det forventes, at EU kommer med en strategi for tekstil, hvor det desværre er meget tvivlsomt, om de elementer kommer til at indgå.

Vi forbruger i dag langt ud over grænserne for, hvad planetens ressourcer kan holde til. Det har beslutningstagere, virksomheder og forbrugere fået øjnene op for. Tøj og tekstil er en af de store syndere, og der er sket for lidt i mange år. Derfor er der travlt nu.

Tekstilindustrien indtager en fjerdeplads over miljø- og klimabelastende sektorer. Der både sælges og i endnu højere grad produceres for meget tøj.

Branchen kigger på materialer og arbejdsforhold, og det er vigtigt, men mængderne skal ned, og der er behov for at handle hurtigt.

Regel for tekstilgenanvendelse virker ikke 

Produktionen af tekstil bruger areal, råmaterialer, vand, sprøjtemidler, kemiske stoffer til indfarvning og transporteres over lange distancer.

Derfor er det foruroligende, at erhvervslivet i Danmark hvert år – som anslået i en analyse fra Econet – brænder 677 tons nyt og usolgt tøj af. Tøj, som vel at mærke aldrig har fundet vej til forbrugerne, men som er resultatet af ren overproduktion.

Det kommer oven i den høje andel af brugt tøj, som også ender i forbrænding i stedet for eksempelvis at genbruges eller genanvendes til ny produktion.

I en tid, hvor vi med lys og lygte leder efter måder at nedbringe udledningen af CO2 på, virker det oplagt at sætte ind her.

Det er en lavthængende frugt at stoppe med at forbrænde nyt og usolgt tøj. I den danske affaldsbekendtgørelse er en regel om, at virksomheder skal sortere til genanvendelse, herunder også tekstil.

Men reglen virker ikke i praksis. Ellers ville der ikke blive fundet 677 tons nyt tøj fra det danske erhvervsliv med mærker og emballage på.

I Frankrig er de gået foran, og faktisk har de indført et generelt forbudt destruktion af usolgte forbrugerprodukter (med visse undtagelser). Forbuddet er konkret, det er kendt, og det har konsekvenser for alle, hvis det ikke overholdes.

Forbrugerne kan ikke løse problemet alene

Allerede når tøj produceres, bør producenterne tvinges til at tænke over, hvordan de kan gøre tøj mindre miljøbelastende, mere holdbart og indtænke forhold, så materialer og i sidste ende fibrene kan genanvendes til nye produkter.

Forslaget vil give tøjproducenterne incitamenter til en produktion med generelt lavere spild. Det gøres med gulerod og pisk og hedder udvidet producentansvar.

Svaret fra politisk hold og virksomhederne er langt hen ad vejen, at der ventes på EU's tekstilstrategi. Både forbud og producentansvar var forventet derfra.

Men hvad nu, hvis den strategi ikke leverer på producentansvar og et stop af destruktion af usolgt tøj? Det er meget, meget tvivlsomt, om det kommer med i strategien.

Det peger ikke i den retning. Så er vi lige vidt her i Danmark, og så kan vi ikke kalde os selv et foregangsland på det grønne område. 

Vi ser forslaget som et godt og nødvendigt politisk bidrag, der kan sætte fart på det arbejde. Ellers kan forbud og producentansvar få virkelig lange udsigter, hvis det som ventet ikke kommer med i EU's strategi.

Forbrugerne ønsker at være aktive medspillere i kampen for en bæredygtig fremtid, men de er ikke herre over, hvad der foregår, før tøjet rammer butikkerne.

Der skal politikere og erhvervsliv træde til. Derfor støtter vi forslaget om udvidet producentansvar og et forbud mod forbrænding af usolgt tøj.

{{toplink}}

Følg B 12 Udvidet producentansvar for tekstilproducenter og forbud mod forbrænding af usolgt tekstil
(Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet)

19/1
2022
21/12
2021
14/12
2021
14/12
2021
13/10
2021

Forrige artikel DI: Prisen for at udlede CO2 skal op DI: Prisen for at udlede CO2 skal op Næste artikel Greenpeace: Industrien udøver grov vildledning om importeret træ Greenpeace: Industrien udøver grov vildledning om importeret træ