EU's CO2-kvotehandel: Verdens bedste, men uden betydning
DEBAT: EU-kommissionens nye forslag til handel med CO2-kvoter er udueligt ifølge Jørgen Henningsen, seniorrådgiver i European Policy Centre. Et "bindende" mål uden tilsvarende midler har kun alt for ofte vist sin utilstrækkelighed, skriver han.
Af Jørgen Henningsen
Seniorrådgiver i European Policy Centre
Megen opmærksomhed har været rettet mod EU's "klimamål", de foreslåede 40 procent CO2-reduktion i 2030 i forhold til 1990, og næsten lige så meget mod forslaget om 27 procent vedvarende energi, også i 2030.
Det "tredje ben" i Kommissionens nylige forslag, en ændring i direktivet om handel med CO2-kvoter (ETS), har derimod ikke været diskuteret meget. Måske fordi forslaget ser mere "teknisk" ud, og så mangler det et enkelt iøjnefaldende tal at skændes om. Det gør ikke denne del af pakken mindre vigtig.
ETS er både af Kommissionen og store dele af omverdenen blevet karakteriseret som klimapolitikkens flagskib. Men det har, indtil videre, sejlet som et, flagskib eller ej, skib uden ror. Ideen med systemet var oprindeligt, gennem en "knaphedsstyret" pris på CO2-udledninger, at sætte en pris på CO2-udslip, der ville give et incitament til omkostningseffektive reduktioner af CO2-udslippet.
Overudbud i forhold til behovet, i 2005-2012 i form af gratiskvoter og fra 2013 overvejende ved auktionering, har ført til, at der aldrig har været knaphed i systemet. Og nu skønner Kommissionen, at dette overskud, trods et forslag om at reducere udbuddet fra 2021, vil fortsætte stort set uændret frem mod 2030.
Løser ikke problemet
Tak til Kommissionen for en så åbenhjertig erkendelse. Men hvad gør vi så ved det? Kommissionens forslag er at etablere, fra 2021 når en ny handelsperiode begynder, en reservefond, hvor overskydende kvoter parkeres, indtil der måtte blive brug for dem. "Brug for dem" defineres som en situation, hvor der er mindre end 400 millioner kvoter (á ét ton CO2) i fri cirkulation.
Det er svært at karakterisere som knaphed, og vi har en forklaring til gode på, hvorfor nogen skulle være villig til at betale synderlig meget for en kvote, når de ved, at der ligger (i praksis) et uendeligt antal i reservefonden og alene venter på at komme ud. Prisen på aluminium har udvist en hårdnakket modstand mod at stige som prisen på de fleste andre metaller. Det skyldes angiveligt, at der ligger alt for store usolgte lagre på London Metal Exchange.
Kommissionen har, tilsyneladende klogeligt, undladt at komme med et bud på, hvad dens forslag vil betyde for CO2-prisen. Sporene fra tidligere forsøg skræmmer. På den anden side, hvis ikke Kommissionen kan sandsynliggøre, at dens forslag vil bidrage væsentligt til løsningen af det konstaterede problem, må den også acceptere at få det forkastet. Intet kvotesystem er ikke ringere end et, der ikke fungerer; især ikke, hvis det uduelige system fastlåser situationen mere end 15 år frem i tiden. Det kan klimaet ikke vente på.
Kommissionens forslag synes at prioritere målet (40 procent reduktion), men ignorere midlet (ETS). Det er måske forståeligt i en rent politisk optik, men det er rigtig skidt for klimaet. Et velfungerende kvotesystem gør et bindende reduktionsmål overflødigt. Et "bindende" mål uden tilsvarende midler har kun alt for ofte vist sin utilstrækkelighed. Ikke kun i klimapolitik.
Træpiller er markant bedre end kul
Én gang til - for DONG
