Eurowind Energy: Klimamål kræver massiv udbygning af energianlæg på land

Lige nu arbejdes der hårdt for at banke huller i bunden på det skib, der skal føre os sikkert i havn med reduktionen af drivhusgasser med 70 procent. 

Nye regler og forordninger vælter nemlig ind over de virksomheder, som opstiller vedvarende energianlæg på land. Enkeltvis virker ændringerne ikke umulige at honorere, men samlet set betyder det, at der stort set ikke vil blive stillet nye solcelleanlæg eller vindmøller op efter 2023. 

Det vil betyde, at vi ikke når målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent senest i 2030. Der er mange veje til 70 procentsmålet, men de går alle sammen gennem en omstilling af vores energiproduktion fra sort til grøn energi.

Desværre er det sådan, at nye anlæg koster mange penge og tager lang tid at få planlagt og opført. Derfor er det faktisk allerede for sent eventuelt at beslutte, at hele omstillingen skal ske med eksempelvis havvindmøller – og så har vi slet ikke nævnt økonomien i denne idé. 

Betydelige økonomiske byrder
Hvis vi skal i mål, kommer vi ikke uden om, at vi har brug en stabil og betydelig udbygning af vedvarende energianlæg på land. Men det er fra politisk side besluttet at overføre betydelige økonomiske byrder til branchen gennem betaling til nettilslutning og tariffer.

Derudover arbejder Energistyrelsen og den offentlige virksomhed Energinet på at indføre andre ændringer, der yderligere vil fordyre opsætningen eller reducere indtjeningen på solceller og vindmøller.

Samtidigt er det fremtidige støttesystem så dårligt designet, at der næppe vil komme én eneste ansøgning, når der åbnes for dette senere i år. Kort sagt, ser det ud til, at vi står med øksen i hånden og har blikket stift rettet mod bundbrædderne på vores skib.  

Problemet er, at det politiske system har ændret på en håndfuld regler, hvor det umiddelbart kunne give mening eller virke som en mindre ting. Men når det handler om vores energisystem, har ændringer altid en bølgeeffekt. Så når en regel ændres, vil det have flere – ofte uforudsete – effekter et andet sted.  

Vi mangler helt overordnet at kigge på, hvordan vores energisystem og ikke mindst vores elnet skal se ud i fremtiden. At vi indtænker et samfund med et væsentligt øget elforbrug og med en mindre og decentral elproduktion i forhold til tiden med de store og centrale kraftværker.

Når planen for fremtidens elnet og energisystem er på plads, skal vi naturligvis have gennemført de nødvendige ændringer. Men som det foregår nu, er det blot løsrevne enkelte ændringer, der i sidste ende vil forsinke og fordyre den grønne omstilling. 

Burde høre fortiden til
Med den nuværende kurs vil det kun være vedvarende energianlæg på land, hvor der er allerede truffet investeringsbeslutning, som vil blive opført i de kommende år, mens vi fra 2023-2024 vil opleve, at der stort set ikke vil blive opført nye anlæg.

Derefter handler det om, hvor lang tid, der går før det politiske system opdager konsekvenserne af deres handlinger to-tre år tidligere og ændrer rammebetingelserne igen. Det vil de nemlig være tvunget til – ellers kommer vi slet ikke i mål.  

Den type start-stop-lovgivning har vi set før i energibranchen, både i Danmark og i udlandet. Det eneste, der kommer ud af det er, at det fordyrer og forsinker den grønne omstilling. Egentlig troede vi, at det hørte fortiden til.

Tidligere handlede det om at ændre støttevilkår i tide og utide. Men nu er branchen så tæt på at være støttefri, at det er ikke er aktuelt. I stedet for ændringer i støtten handler det nu om at påføre udgifter, så det ikke er rentabelt at opføre de nødvendige vedvarende energianlæg på land. 

Vi kan stadig nå at undgå en gentagelse af start-stop-tilgangen og sikre, at vi kan nå i mål med 70 procents reduktionen, men så skal vi beskytte vores skib bedre.

Det gør vi bedst ved at fjerne nogle af de mange forhindringer vi stiller foran solceller og vindmøller.

debat@altinget.dk