Erhvervsorganisationer: Nordsøens blæst puster til danske job

DEBAT: Vind er en af Danmarks vigtigste ressourcer, og vi bør derfor tage teten og formulere en fælles strategi for vindenergi med vores nabolande. Det er hovedbudskabet i fælles indlæg fra Danmarks Rederiforening, Dansk Energi og Danske Havne.

Af Jakob Ullegård, Anders Stouge & Gitte Lillelund Bech
Henholdsvis direktør i Danmarks Rederiforening, vicedirektør i Dansk Energi og direktør i Danske Havne

Olie, gas og fisk fra havet har fået følgeskab af en naturressource, som vi har i rigeligt omfang: vind på land og til vands. Det gælder særligt i Nordsøen, men også i Østersøen. Når den høstes og omsættes til el, giver det energi, som kan dække en betydelig del af vores energibehov. 

Verden største havvindmøllepark er dansk
Det er ikke kun i Danmark, at vi har øje for vind som ressource. Landene omkring Nordsøen og Østersøen udnytter i stigende grad vind til energi, og den satsning har potentiale til at skabe mange solide og indbringende danske produktionsjobs.

Danmark er førende, når det kommer til at projektere, producere, udskibe, installere, drive og servicere havvindparker. Verdens største havvindmølle er dansk, og danske virksomheder har installeret mere vindmølle-effekt end nogen andre. 

Dermed høster vi også en vækstgevinst af den mangeårige politiske satsning på vindenergi.

Offshore afløser fiskeriet
Men dansk havvind er også en række specialiserede danske rederier, som er på forkant med udviklingen, hvad angår knowhow og teknologi – en ekspertise, som Nordsøens naboer efterspørger.

Tilsvarende har danske havne grebet udviklingen. Tag Esbjerg, hvor det før var fisk, som prægede havnen. I dag er det offshore, når installationsfartøjerne med hvide vinger eksempelvis glider ud af havnen. Eller tag en række andre havne, hvorfra havvindmøllerne serviceres, eller hvor jack-up skibene repareres. 

7.000 nye danske arbejdspladser
En ny rapport fra 3F’s Grønne Tænketank skønner, at vindudbygningen i Nord- og Østersøen de næste fem år kan skabe 7.000 danske arbejdspladser og betyde ekstra eksport på 15 mia. kroner om året.

Det er store tal, som Danmark med de rette rammer kan få stor glæde af.

Udlandet åbner øjnene
Især Nordsøen udgør en unik vindressource med stabile vindforhold og lav vanddybde. Den erkendelse vinder også frem i Bruxelles, hvor Kommissionen har fremhævet regionens potentiale, når det gælder vedvarende energi.

29. september afholdtes således en konference i Europa-Parlamentet, hvor Bendt Bendtsen og andre parlamentarikere diskuterede vindkraft i Nordsøen. Her deltog også store europæiske aktører på energiområdet, som E.ON og Vattenfall, der i den grad har øje for potentialet i vindenergi. 

Multilateral vindstrategi
For vi kommer noget længere med en fælles indsats og koordinering. Vi mener derfor, at vi fra dansk side må tage teten og formulere en fælles strategi for vindenergi med vores oversøiske nabolande.

Vi må samarbejde om støtteregler og rammebetingelser, samt sammentænke standarder og normer. Vi må fremme udbygningen af transmissionskabler og brugen af disse til vands og til lands. Og vi må aktivt forfølge ambitionen om at bruge mere grøn strøm i vores bygninger, erhvervsliv, transport m.v.

Tænk på tværs af Nordsøen
Selv om vinden kan være træls en blæsende efterårsdag, så er der potentiale i vores styrkeposition inden for vind.

Tænker vi fælles rammer på tværs af Nordsøen, så vil vi høste størst mulig værdi af vinden – til gavn for europæisk økonomi og dansk vækst.

Forrige artikel Dansk Fjernvarme: Varmepumper giver energibesparelser Dansk Fjernvarme: Varmepumper giver energibesparelser Næste artikel Råd: Togfond bringer os tættere på energimål Råd: Togfond bringer os tættere på energimål
Grønt overblik: Det skal du holde øje med

Grønt overblik: Det skal du holde øje med

Minister skal i samråd om kontroversiel forskningsrapport om bundtrawling, Transportudvalget rejser til Tyskland og to partier på højrefløjen mødes i weekenden. Her er, hvad du skal holde øje med i den kommende uge.