Erhvervslivet bør hoste op med ekstra klimapenge
DEBAT: Erhvervslivet har en stor rolle at spille i den globale klimakamp. Men de private penge skal tælles ud over de forpligtelser, som regeringerne har taget sig, skriver seniorrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, Mattias Söderberg.
Af Mattias Söderberg
Seniorrådgiver, Folkekirkens Nødhjælp
I sidste uge inviterede Danmark til et internationalt møde om privat klimafinansiering. Fokus var på eksportkreditter, og hvordan de kan bruges.
Eksportkreditter har generelt fået en hel del kritik af NGO'er, og det er også en støtteordning med mange udfordringer. Men da eksportkreditter alligevel bruges aktivt af mange lande, vil det være godt, om de kan bidrage til en grønnere udvikling.
Erhvervslivet har en vigtig rolle at spille i den globale klimakamp. Det er helt sikkert. Men klimapenge fra det private erhvervsliv bør dog tælles ud over de forpligtelser, som regeringerne har taget på sig.
Større behov for private penge
Behovet for klimafinansiering vokser hurtigt. I takt med den stigende globale temperatur bliver effekterne af klimaforandringerne større, og samtidig bliver omstillingen til en grøn udvikling dyrere, jo længere vi venter.
Det er aftalt, at de rige lande skal hjælpe ulandene med at mindske udslip og med at tilpasse sig klimaforandringernes effekter. Fra 2020 skal der findes 100 milliarder US-dollar per år til dette formål.
Alle analyser peger dog på, at regningen bliver betydeligt større. For eksempel siger FN's Udviklingsprograms (UNDP) beregninger, at klimatilpasning alene vil koste fra 86 til 109 milliarder US-dollar i 2015. Hertil kommer reduktion af udslip, som ikke er medregnet i dette beløb.
De rige lande står ved aftalen om 100 milliarder US-dollar fra 2020. Men i takt med skrantende økonomier er de begyndt at kigge mere og mere på mulighederne for at finde pengene andre steder end i statskasserne. Privat finansiering er blevet til det nye trendord - også i den danske regering.
Der er brug for de private penge, og for de private initiativer. Men de bør dog regnes oven i aftalen om de 100 milliarder, som regeringerne har skrevet under på.
Ikke nødvendigvis win-win-situation
Indtil videre har Danmark ikke talt penge fra det private erhvervsliv med i den officielle danske klimafinansiering. Det er godt, og regeringen fortjener ros. Offentlige penge bliver dog brugt til at "hjælpe" erhvervslivet med at foretage grønne investeringer. De offentlige midler kan ses som en kærlig gulerod, der kan give de private klimainvesteringer det ønskede løft.
De private klimainvesteringer har et hovedformål, og det er profit. Det er ikke nødvendigvis et problem. Hvis man kan kombinere gevinsten med positive klimaeffekter, så er det en win-win-situation. Men hvis gevinsten kommer gennem et lokalt salg af produkter, for eksempel rent drikkevand i områder, hvor klimaforandringerne har skabt tørke, så bliver det fattige mennesker i ulandene, der betaler den endelige regning. Det holder ikke.
Med aftalen om de 100 milliarder følger også et antal principper og forventninger. Det er for eksempel en udbredt forståelse af, at disse penge er en form for kompensation, da det er de rige lande, som bærer det største ansvar for den globale temperaturstigning. Det er ikke kutyme at kompensere gennem at give lån, og de private bidrag kan derfor blive svære at tælle med.
Der er ingen tvivl om, at erhvervslivet også skal bidrage til mindskede udslip og klimatilpasning, og det er vigtigt, at regeringen kan skabe rammer og incitament for at maksimere effekten for alle parter.
Penge fra det private erhvervsliv bør dog ikke tælle med i de 100 milliarder dollar per år, men derimod skal de ses som et nødvendigt - og ekstra bidrag.
Barroso løfter blikket: "EU needs to be big on big things"
Klimaplanen skal tonse igennem
