EOF: Oliebranchens dagsorden er også grøn

DEBAT: Hvordan gør vi transporten grøn, uden at vi sætter hjulene i stå, spørger direktør i Energi- og Olieforum Peter Stigsgaard. Hans eget bud er, at olieselskaberne naturligt skal spille en rolle i raffinering og levering af fremtidens energi.

Af Peter Stigsgaard
Direktør i Energi- og Olieforum

Hvordan gør vi transporten grøn, uden at vi sætter hjulene i stå?

Det er en af tidens helt store udfordringer, for det bliver ikke nemt at udvikle et alternativt energi- og forsyningssystem, der er lige så effektivt som det system, der i dag forsyner transporten.

En glidende overgang
Selv om bilerne kører længere og længere på literen, vil det også i fremtiden kræve enorme mængder energi at holde bilerne kørende og et optimeret og pålideligt system til at sikre, at energien altid er tilgængelig for bilister og virksomheder hver eneste dag året rundt.

Der køres dagligt mere end 130 mio. kilometer i Danmark. Alle fremskrivninger viser, at det tal kun vil stige i fremtiden. Det kræver ikke mindre end 230.000 tankninger om dagen eller 3 tankninger i sekundet at levere den fornødne energi til bilerne i dagens Danmark. Hver tankning tager i gennemsnit kun 2-3 minutter. Når tanken er fuld, giver det bilerne en rækkevidde på helt op til 1.200 km.

Opgaven er derfor at udvikle et energi- og forsyningssystem til transporten, der kan det samme og gerne lidt mere. Det kommer næppe til at ske med et slag, men snarere som en glidende overgang,

Alternative energiformer er allerede ved at indfinde sig på de danske tankstationer i form af elladestandere, brintstationer og gasfyldestationer. Bæredygtige biobrændstoffer er imidlertid den alternative energiform, der har nået langt størst udbredelse i transporten. I dag kommer der 5 procent bioethanol i benzinbilerne og 7 procent biodiesel i dieselbilerne.

Ingen leverer bedre end olieselskaberne
Det næste skridt bliver at øge mængden af 2. generations biobrændstoffer produceret på affald. I det lys er det glædeligt, at flere og flere af Folketingets politikere nu udtrykker ønske om at øge udbuddet af 2. generations bioethanol gennem en dansk produktion baseret på affaldsprodukter fra landbruget.

Uden negative konsekvenser for bilisterne er det i det sidste 20-25 år lykkedes at fjerne blyet fra benzinen, udfase den skadelige oktanbooster MTBE og i praksis eliminere svovlen fra benzinen og dieselen. Oliebranchen er derfor overbevist om, at udfordringen med at reducere og i sidste ende helt fjerne CO2’en fra bilernes udstødning også vil lykkes.

Det er en udfordring, som branchen vil og kan bidrage til at løse. De danske olieselskaber er specialister i at raffinere og levere energi i sikre, effektive og pålidelige systemer. Den opgave skal også varetages i fremtiden, uanset hvilke former for energi bilerne kommer til køre på, og ingen er bedre til det end olieselskaberne.

Den grønne dagsorden er derfor i høj grad også oliebranchens dagsorden.

Forrige artikel Dansk Byggeri: Bygninger er centrale for grøn omstilling Dansk Byggeri: Bygninger er centrale for grøn omstilling Næste artikel E.ON: Brug for grøn realisme i transportsektoren E.ON: Brug for grøn realisme i transportsektoren