European Energy og HOFOR: Vi har ikke råd til at undvære de kystnære vindmølleparker

DEBAT: Hvis den grønne omstilling skal gøres så billigt som muligt, skal vi prioritere de mindre og kystnære vindmølleparker, skriver direktører fra European Energy og HOFOR.

Af Knud Erik Andersen og Jan Kauffmann
Hhv. administrerende direktør, European Energy, og direktør for økonomi og forretning, HOFOR

Der skal ske et temposkift i den grønne omstilling, og alle sejl må sættes til, hvis vi skal nå i mål med en CO2-reduktion på 70 procent i 2030.

Både sol, landvind, havvind, biogas og anden vedvarende energi har en naturlig plads i det danske energimiks, da hver teknologi har specifikke fordele, der supplerer de andre.

Det gælder også de kystnære havvindmøller.

Mindre kystnære parker er et vigtigt supplement
De store havparker langt ude på havet er naturligvis helt nødvendige i den grønne omstilling, fordi de kan levere enorme mængder grøn strøm.

Men de mindre kystnære parker er et vigtigt supplement, som kan give samfundsøkonomiske gevinster og styrke forsyningssikkerheden.

Det sidste, fordi elproduktionen er fordelt på flere mindre parker, hvorfor beskadigelse af det elkabel, der fører strømmen ind til land, kun stopper en mindre elmængde.

Det er konklusionerne i en ny finansiel undersøgelse fra konsulentfirmaet KPMG.

Analysen viser således, at de kystnære parker i 16 forskellige scenarier er billigere end store havparker længere ude på havet, og at den samfundsøkonomiske gevinst (afhængig af scenariet) ligger på mellem 2 og 14 procent.

Besparelsen for elforbrugerne kan med andre ord løbe op i milliarder af kroner.

Visuelle gener vil være begrænset
Placeringen lidt tættere ved land – 5 til 15 km – billiggør opførelsen af de kystnære parker. Dels fordi den lavere vanddybde betyder færre omkostninger til fundamenterne, og dels fordi dyr forstærkning af elnettet på land er overflødig.

Disse forhold betyder, at de fem kystnære parker, som HOFOR og European Energy planlægger at opføre i de danske farvande, kan blive flere milliarder kroner billigere at opføre end en enkelt stor havpark.

De fem planlagte parker er placeret i nærheden af eksisterende infrastruktur i form af eksempelvis kraftværker, så strømmen umiddelbart kan sendes videre til forbrugerne. 

De kystnære parker har været genstand for kritik, fordi de kan ses fra land.

Med en placering på mellem 5 og 15 kilometer fra kysten vil de visuelle gener, som nogen forbinder med vindmøller, dog være begrænset.

Erfaringerne fra Middelgrundsmøllerne i København viser desuden, at de kystnære møller kan opnå bred folkelig accept. Københavnerne ejer således halvdelen af de i alt 20 møller på Middelgrunden.

Kystnære projekter bør fremmes 
Vi har en forpligtelse til at gøre den grønne omstilling så billig som muligt.

Derfor bør de kystnære projekter fremmes, og de hindringer, der i dag er lagt for de kystnære projekter, skal fjernes.

Det gælder blandt anden den arealreservation, den forrige regering fremlagde sidste år, og som praktisk talt ikke efterlader noget kystnært areal foruden det allerede allokerede. 

Vi har slet ikke råd til at undvære de kystnære vindmølleparker, hvis vi skal nå vores grønne målsætning.

Forrige artikel Jørgen Henningsen: Klimarådet skal tage livtag med biomasse-spørgsmålet Jørgen Henningsen: Klimarådet skal tage livtag med biomasse-spørgsmålet Næste artikel Regionspolitikere: Samarbejde med udlandet skal sikre grønne mål Regionspolitikere: Samarbejde med udlandet skal sikre grønne mål