Eldrup: Energispareordning er utidssvarende

Af Anders Eldrup,
Formand for tænketanken Grøn Energi

Hvert år kanaliseres knap 2 mia. kr. fra forbrugerne til forsyningssektoren, der bruger dem på at indfri energisparemål. Energispareordningen, der havde sin fødsel i 2006, har vist sit værd, men har måske også overlevet sig selv.

År efter år skal selskaber i forsyningssektoren, herunder gas, olie, el og fjernvarme, indfri nye og mere ambitiøse mål, end de gjorde året før. Det giver naturligvis noget kontinuitet og volumen i selskabernes besparelser. Men denne model bidrager også til, at prisen pr. sparet kWh stiger år efter år.

Da den første aftale i 2006 blev indgået, så parterne, at der var nogle helt åbenlyse lavthængende frugter, som selskaberne kunne høste sammen med kunderne, særligt på elområdet. Energibesparelser blev set som en nogenlunde overkommelig og attraktiv opgave.

I dag forholder det sig anderledes. Kravene er blevet skærpet, og vi kan se, at enkelte sektorer har svært ved at holde de aftaler, der er indgået, hvilket også hænger sammen med de stigende priser. De lavthængende frugter er plukket for længst.

I aftalen fra 2006 blev det fastlagt, at de realiserede besparelser skulle sikre en nedbringelse af bruttoenergiforbruget og nedbringe CO2-forbruget med vægt på, om nedbringelsen havde effekt inden for eller uden for det CO2-kvotebelagte område.

Flere muligheder giver laver priser
Udfordringen med at spare på energi og nedbringe CO2-udslippet er ikke blevet mindre aktuel. Men med de kraftigt stigende mængder vindstrøm i elsystemet, omstilling fra kul til biomasse på de danske kraftvarmeværker og en lang række andre tiltag, står vi over for en anden stor udfordring, nemlig at sikre sammenhæng mellem sektorerne og samspil mellem de enkelte energiteknologier.

I den kommende energispareordning har man mulighed for at give aktørerne redskaber, der vil kunne bidrage til at sikre et endnu mere integreret energisystem. Ved at udvide basen for, hvilke teknologier parterne må tælle med som energibesparelser, vil man kunne indfri målene, sænke priserne for realiserede besparelser helt generelt og sikre, at formålene, som de blev formuleret i 2006, bliver opfyldt.

Mens forskerne arbejder på højtryk for at finde en løsning på, hvordan vi lagrer energi fra vindmøller, så har vi i fjernvarmen allerede et magasin, der kan omsætte den fluktuerende vindstrøm til varme, der så kan bruges, når efterspørgslen er der.

Der mangler politisk kontrol
Politisk har man givet hånd på, hvor mange penge aktørerne bag energispareordningen må opkræve hos kunderne for at indfri målene. Rammen på 1,5 mia. kr. er udnyttet til grænsen. Det er sædvanemæssig god skik, at de penge, man opkræver til offentlige formål, bliver opkrævet over finansloven. Det kan i alle tilfælde være en overvejelse værd alene med tanke på denne ordnings størrelse.

Uden en udvidelse af basen og en fastsættelse af de generelle mål, der matcher appetit og evner hos aktørerne, er det svært at se, hvordan energispareordningen har sin berettigelse. Med en videreførelse af nuværende begrænsninger og teknologikatalog risikerer vi, at indfrielse af målene fører til endnu en rekordhøj pris, og vi risikerer, at der fortsat vil være sektorer, der ikke indfrier deres forpligtigelse.

De danske gas-, olie-, el-, og fjernvarmekunder fortjener bedre. Energispareordningen er utidssvarende, men kunne med få justeringer blive et godt redskab for den fortsatte teknologiudvikling samt omstilling af energisystemet i Danmark.

debat@altinget.dk