Det skete der på energiområdet 2008-09

TILBAGEBLIK: 1. halvår af 2009 bød på mange nye politiske aftaler, der havde betydning for klimaet og CO2-udledningen. Men Danmark er stadig et stykke vej fra at opfylde 2012-målene - og endnu længere fra 2020-målene.

Den første politiske halvleg af 2009 er ved at være forbi, og det blev en periode med store forlig og forandringer med betydning for dansk klima- og energipolitik. En transportaftale, en skattereform og Grøn Vækst-forliget var sammen med en ny statsminister blot noget af det, der skete.

Samtidig nærmer FN's klimatopmøde i København til december sig med hastige skridt - men nye tal for Danmarks egen CO2-udledning tyder ikke på, at det går nær så godt med Danmarks CO2-reduktioner, som det er politikernes mål, at det skal.

Trafikforlig
2009 begyndte med et bredt trafikforlig mellem alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten, som afsatte ikke mindre end 94 mia. kr. til investeringer i transportsektoren. Aftalen øremærkede to tredjedele af investeringerne til den kollektive trafik og åbnede for første gang nogensinde i Danmark op for kørselsafgifter om nogle år - begge dele med det specifikke formål at nedbringe CO2-udledningen fra transportsektoren, som ellers fortsat er i stigning. Aftalen har imidlertid ikke nogen bindende mål for, hvor meget eller hvornår udledningen skal være nedbragt. Det vil regeringen først tage hul på i forbindelse med den større klimahandlingsplan, der bliver fremlagt til efteråret. Energistyrelsen anslår dog, at reduktionen i 2020 vil blive på mellem 0,7 og 1,5 mio. tons.

Login