Den Grønne Studenterbevægelse: Vi mobiliserer, sultestrejker og marcherer for klimaet. Hvornår forstår politikerne, at det her er alvor?

Af Caroline Bessermann
Aktiv, Den Grønne Studenterbevægelse

Der er noget grueligt galt i dansk klimapolitik. Det har vi vidst i et stykke tid, men med én uge til Folketingets lukning og afslutningen på anden sæsonen med denne Socialdemokratiske regering er den kendsgerning omend blevet desto tydeligere.

Regeringen har siden Klimalovens vedtagelse sluppet afsted med en klimapolitisk linje, der truer fundamentet af vores samfund, som vi kender det.

Sammen med partier fra både højre- og venstrefløjen har Socialdemokratiet indgået aftaler, der forkaster det brede folkelige mandat for politisk klimahandling. De har indgået aftaler, der vil give flere biler på de danske veje. Aftaler, der investerer i gas og sikrer indvinding af olie de næste 30 år.

Aftaler, der bevidst undlader at tage vigtige og sikre klimaværktøjer som en CO2-afgift i brug. Aftaler, der i stedet satser alle pengene og planerne på fortsat ukendte teknologier. Aftaler, der ikke engang får os tilnærmelsesvis i mål.

Socialdemokratiet leverer den ene utilstrækkelige aftale efter den anden, og sammenlagt står befolkningen tilbage med uoverskuelige fremtidsudsigter. I Den Grønne Studenterbevægelse har vi valgt ikke at ville se stiltiende til, mens landets leder løber fra de grønne løfter, hun gav til ungdommen såvel som hele befolkningen under vagkampen i 2019.

Klimalovbrud
Vi har mobiliseret en stadig større gruppe af unge, der er fælles om en forståelse af, at presset for et drastisk kursskifte i dansk klimapolitik fortsat er lige så presserende som før klimavalget.

Ved Folketingets åbning sidste år havde vi kun set begyndelsen af regeringens klimalovbrud. For hver utilstrækkelige aftale har vi stået på gaden og demonstreret. Vi har deltaget i debatterne. Vi har været i avisspalterne. Vi har siddet til møde med politikere, der gerne vil tage selfies, men er knap så interesserede i at føre klimapolitik.

Gennem hele coronanedlukningen har vi fortsat vores kampagner på alt fra grøn genstart af økonomien, 2025-målet, CO2-afgiften, transportsektoren og landbruget. Alt sammen bakket op af den førende klimavidenskab, der understreger vigtigheden af omgående handling. Dog forbliver regeringens kurs lige uansvarlig og naiv. Støttepartierne tillader galskaben og oppositionen er gået i flyverskjul.

Så nu har Den Grønne Studenterbevægelse eskaleret sin aktivisme. På under én måned er vi blevet båret væk fra Rigsdagsgårdens trappe, hvor 65 unge råbte op om alvoren i, at politikerne har tabt endnu et helt år i dansk klimapolitik.

Vi har lavet nationale plakatstorme i en række byer om de nuværende landbrugsforhandlinger. Vi har arrangeret en klimamarch i København i lørdags, hvor 5.000 mennesker deltog. Og lige nu sidder syv unge sidder på syvendedagen af en sultestrejke med kravet om, at alle klimaaftaler genforhandles.

Alt sammen for bare at få regeringen til at leve op til de grønne mandat, der fik dem valgt ind. For at få dem til at leve op til deres egen lovtekst om en 70 procents reduktion i 2030 og en overholdelse af Parisaftalen. Vi har gjort det hele for at få dem til at komme med en kvalificeret plan for, hvordan de har tænkt sig at efterlade samfundet til os, når deres dage i ministerierne er talte. 

Ønsker ikke unødvendige konfrontationer
Vi ønsker ikke at skulle blive nødt til at fortsætte med at gå på gaden, vi ønsker ikke unødvendige konfrontationer, vi ønsker ikke at være ekstreme, men den nuværende klimapolitik giver os intet andet valg. For partierne er klima muligvis blot endnu et valgslugende emne, de skal forsøge at købe sig ind på retorisk, uden at levere den konkrete politik.

For os handler det om et fremtidigt eksistensgrundlag. Politikerne bliver nødt til at anerkende, hvor meget der er på spil. De bliver nødt til at indse, at vi på klimaområdet arbejder med et handlingsvindue, der er i gang med at lukke hurtigere, end hvad vi før har frygtet.

Ingen stat på denne jordklode er privilegerede nok til at vente med at omstille sit samfund. Klimarådet anbefaler, at alle store beslutninger skal være taget inden 2025. Vi skal sætte ind på alle de virkemidler og løsninger, vi kender og ved kan garantere reduktioner.

Det er en fuldkommen akademisk konsensus og nogle helt entydige ekspertråd som regeringen sidder overhørig, når de hovedkulds kaster deres kærlighed på hockeystave og teknologiske mirakelkure. De behandler ikke klimakrisen som den bundne opgave, den er, men kæmper i stedet med næb og klør for at foretage sig mindst muligt. Og det kommer til at have katastrofale følger - for både ældre, yngre og endnu ufødte generationer.

Dræbende for et folkestyre
Vi sultestrejker, fordi vi har gjort alt andet. Danmark har kapaciteten til at være et af de mest omstillingsparate samfund i verden. Både ressourcerne og befolkningens velvilje er i orden, se blot på Klimaborgertingets 117 anbefalinger fra april.

Men lige meget hvor mange advarselslamper som forskerne og befolkningen tænder, rører det hverken politikere eller medier. Vi kan samle alt fra 5.000-40.000 mennesker til en klimamarch, og Folketinget står tilbage helt og aldeles upåvirket.

Denne immunitet overfor folkelig bekymring er dræbende for et folkestyre, og det er i stigende grad foruroligende for en ung generation, der med alle tænkelige midler forsøger at få politikerne til at forstå alvoren i en global klimakrise. Det kan ikke andet end at ændre på vores grundlæggende tiltro til de demokratiske processer.

Dansk klimapolitik er begyndt at udgøre et demokratisk problem, hvor ungdommen står tilbage som taberne. Vi kan ikke tillade, at det fortsætter. Så vi fortsætter - men spørger også os selv, hvad mere skal der til?

debat@altinget.dk