De grønne løsningers ulige kamp

I Danmarks Naturfredningsforening er vi heller ikke i tvivl om, at stor lobbyismeaktivitet og mange subsidier hænger sammen. Det har Cepos helt ret i (se her).

Men at den grønne omstilling driver flere og stærkere lobbyvirksomheder end den sorte industri, må være en fejlkonklusion. Det forholder sig helt omvendt.

Lobbyisme
Et eksempel kan hentes fra udarbejdelse af kravene til fremtidens miljøgodkendelser for industrien.

Udviklingen af fremtidens miljøregler for miljøgodkendelser i Europa foregår på EU-kontoret i Sevilla i Spanien. Her er grupperne sammensat af medlemsstaterne, industriens organisationer og de grønne organisationer.

Der deltager kun én grøn organisation, European Environmental Bureau (EEB), som Danmarks Naturfredningsforening er medlem af. Så er der industriorganisationerne - det er lidt forskelligt, men der er ofte mindst 100 forskellige industriorganisationer i de forskellige arbejdsgrupper.

EEB har ofte kun råd til at sende én person, hvorimod industriorganisationerne rask væk sender delegationer på 10 personer eller deromkring. Det giver så mange mennesker i mødelokalerne, at det er nødvendigt at etablere tilstødende lokaler med videotransmission af mødet til de personer, der ikke er plads til i mødelokalet. De skifter så i pausen.

Medlemsstaterne skal i princippet deltage med repræsentanter fra deres miljøministerier, men en del medlemsstater sender enten en blanding af repræsentanter fra industri og miljøministerier eller kun industrirepræsentanter, som det skete for 10 medlemsstaters vedkommende i arbejdet med miljøreglerne for raffinaderier.

Som et kuriosum deltog det tyske energiselskab EON som repræsentant for den engelske stat.

Den sorte industri benytter helt enorme midler til at lobbye på alle niveauer, og der kan vi i Danmarks Naturfredningsforening slet ikke være med. Den grønne omstilling har ikke en chance, hvis vi skal se på styrkeforholdet.

Grønne løsninger er ikke dyrere
Grønne løsninger er dyrere end sorte løsninger. Det har vi i Danmarks Naturfredningsforening også erfaringer med, men det forholder sig ikke nødvendigvis sådan, at den grønne løsning altid er den dyreste.

Et godt eksempel er det nye forbrændingsanlæg på Amager, hvor Amagerforbrændingen (ARC) fremlagde et projekt til næsten 4 milliarder kroner. Alternativet, der blev givet tilbud på, var et komposteringsanlæg med opsamling af biogas. Dette anlæg kostede kun 150 millioner kroner.

Det var derfor ikke vanskeligt for Danmarks Naturfredningsforening, at lobbye for kompostløsningen overfor politikerne i Københavns Borgerrepræsentation.

Men med aktiv lobbyvirksomhed fra den sorte industri, der inddrog finansministeren, fik den sorte industri overbevist politikerne i Københavns Borgerrepræsentation om, at 4 milliarder kroner er mindre end 150 millioner kroner. Det er en fantastisk lobbybedrift, der er skrevet en bog om.

Subsidier
Ifølge de seneste tal fra EU, som Danmarks Naturfredningsforening har kunnet finde, blev der i 2011 givet subsidier for 26 milliarder euro til fossile brændsler (plus 40 milliarder til sundhedsrelaterede udgifter), 35 milliarder euro til atomkraft og kun 30 milliarder euro til vedvarende energi.

Vedvarende energi modtager således kun 23 procent af subsidierne, imens de ikke bæredygtige, gamle industrier modtager den største andel på hele 77 procent.

Hvis vi fjernede de mangfoldige subsidier til olie, fossil gas og kulindustrien, så er vi i Danmarks Naturfredningsforening ret sikre på, at vindmøller, solenergi, biogas og selv geotermi er konkurrencedygtige løsninger.

debat@altinget.dk