Dansk Fjernvarme: Vi kan godt klare skumfidustesten

DEBAT: Et farvel til PSO-afgiften vil være et godt skridt på vejen mod flere varmepumper i fjernvarmen. Men det er ikke helt nok, understreger vicedirektør i Danmark Fjernvarme, Kim Behnke, der også kalder på en reduktion af elafgiften.

Af Kim Behnke
Vicedirektør Dansk Fjernvarme

Skumfidus-testen går ud på at teste børns evne til at modstå fristelse. Man stiller en skumfidus foran barnet med beskeden om, at om ti minutter vil de få endnu en skumfidus, hvis de kan lade være med at spise den første.

På den måde kan man se, hvor længe der går, før de ikke kan modstå fristelsen og sætter tænderne i det fristende sukker.

Afvikling af PSO er et skridt på vejen
Den situation vil mange fjernvarmeselskaber komme i, hvis PSO-ordningen afvikles som planlagt. Forskellen er blot, at Dansk Fjernvarmes medlemmer ikke har noget valg. De er nødt til at vente på belønningen i form af to yderligere skumfiduser.

Det er et ønske fra flere sider, at der skal flere store eldrevne varmepumper i fjernvarmen.

Her er afvikling af PSO-afgiften et skridt på vejen mod konkurrencedygtige varmepumper. Men det er desværre ikke nok til at kunne konkurrere mod fx biomasse. Flere fjernvarmeselskaber kigger da også allerede i andre retninger end eldrevne varmepumper, når de fx skal udnytte overskudsvarme.

Vi må sidde og vente på belønningen
Desuden hedder det i regeringens udspil, at afviklingen af PSO-afgiften skal ske med 25 procent hvert år frem til 2021. Det vil altså først være om fem år, afgiften er helt væk.

Skal varmepumper i fjernvarmen kunne betale sig, er det nødvendigt med et par tiltag eller skumfiduser mere, om man vil: PSO afgiften skal væk, og elafgiften skal sænkes mindst 76 procent. Hvis varmepumper tæller med som energibesparelser, og nettariffer også reduceres, er det dog nok, at elafgiften sænkes med 34 procent.

Fjernvarmeselskaberne er altså tvunget til at sidde og vente på belønningen.

Forrige artikel Rederiforening: Sømandsskatten truer jobs i yderkommunerne Rederiforening: Sømandsskatten truer jobs i yderkommunerne Næste artikel Dansk Energi: Hold hovedet koldt og hæv bundskatten Dansk Energi: Hold hovedet koldt og hæv bundskatten
Grønt overblik: Det skal du holde øje med

Grønt overblik: Det skal du holde øje med

Minister skal i samråd om kontroversiel forskningsrapport om bundtrawling, Transportudvalget rejser til Tyskland og to partier på højrefløjen mødes i weekenden. Her er, hvad du skal holde øje med i den kommende uge.