Dansk Fjernvarme: Lav en prioriteret omlægning af PSO

REPLIK: Grundet politisk uenighed om finansieringen af PSO-omlægningen foreslår Jesper Koch fra Dansk Fjernvarme nu en prioritering af udsatte erhverv og grøn teknologi. Han peger på, at varmepumperne stadig har svære vilkår hos forsyningsselskaberne.

Af Jesper Koch
Analysechef i Dansk Fjernvarmes Afdeling for Grøn Energi

Som sektor og samfund har vi brug for initiativer, der kan bringe prisen ned på det, vi gerne vil bruge mere af, nemlig grøn elektricitet.

PSO-afskaffelse er ikke nok til at booste varmepumper
Et redskab hertil er at fjerne PSO-betalingen for elektricitet til varmeproduktion. Hos udvalgte fjernvarmeselskaber vil det give incitament til at investere i en varmepumpe, hvormed de vil kunne udnytte overskudsvarmen fra den omkringliggende industri, og det vil blive muligt i endnu højere grad at udnytte den fluktuerende vindstrøm, når priserne er lavest.

Men det er desværre ikke helt rigtigt, når Thomas Danielsen (V) i et indlæg på Altinget fra den 31. maj citerer Energistyrelsen for at mene, ”at når PSO-afgiften fjernes fra elregningen, vil en eldreven varmepumpe kunne konkurrere med flisfyret varmeproduktion”.

I en ganske ny analyse fra Grøn Energi fremgår det, at selvom man fjerner den såkaldte PSO-afgift, så er det ikke nok til at sikre, at der for alvor kommer et boom af store varmepumper i fjernvarmeforsyningen.

I konkurrence med biomassen
Det vil det til gengæld være, hvis man foruden PSO også får energispareaftalen i hus, hvor varmepumper betragtes som energisparende foranstaltning, samt også gerne reducerer energiafgiften, der er trukket ned over elbetalingen.

Fjernvarmeselskaberne, der opererer non-profit, er forpligtet til at vælge de billigste teknologiske løsninger for sine kunder.

Biomasse er den billigste løsning, så mange fjernvarmeselskaber forventes at vælge biomasse, der er afgiftsfritaget, når grundbeløbet falder bort med udgangen af 2018. Derfor er det biomasse, som fjernvarme fra varmepumper kommer til at konkurrere med.

Start med en billig omlægning
Ikke desto mindre er det et væsentligt og vigtigt skridt, der tages, hvis PSO’en fjernes fra elvarmen. Det er tydeligt, at det først og fremmest er finansieringen, der er politisk uenighed om.

Netop derfor har Dansk Fjernvarme foreslået en billigere model for finansiering af PSO-omlægningen.

Ved at omlægge PSO for elvarme og elintensiv industri til finansloven, vil der kun være behov for en her-og-nu stigning i personskatter på ca. 0,6 mia. kr. i stedet for de bebudede 5,6 mia. kr., som det er nødvendigt at finde, hvis hele PSO-regningen skal omlægges.

Derfor er det vores alternative forslag at lave en prioriteret omlægning af PSO’en, så de udsatte erhverv samt de grønne elteknologier til varmeproduktion prioriteres først i omlægningen af PSO. 

Forrige artikel Lektor: Sådan kan klimabelastningen nedbringes Lektor: Sådan kan klimabelastningen nedbringes Næste artikel Dansk Byggeri: Grøn energi koster også Dansk Byggeri: Grøn energi koster også