Dansk Energi: Tysk grænsebom skader hele Norden

DEBAT: Blokering af elmotorvejen gør, at vi i ni ud af ti tilfælde ikke kan sende vores egen og vores nordiske naboers overskydende klimavenlige strøm ned over grænsen til Tyskland. Det haster at komme af med grænsebommen, skriver Anders Stouge fra Dansk Energi. 

Af Anders Stouge,
Vicedirektør hos Dansk Energi

Forestil dig, at der i Sønderjylland går en otte-sporet motorvej ned over grænsen til Tyskland. Forestil dig så, at vi i Danmark kun får lov til at køre vores eksportbiler med fødevarer og andet til Tyskland igennem et eller to spor på den motorvej. Det giver hurtigt lange køer og tab af tid og penge. Og det giver ingen mening. Men sådan er situationen ikke desto mindre på den jysk-tyske elmotorvej, der eksporterer strøm fra Norden til Tyskland.

Blokering af elmotorvejen gør, at vi i ni ud af ti tilfælde ikke kan sende vores egen og vores nordiske naboers overskydende klimavenlige strøm ned over grænsen til Tyskland. Nye tal fra de svenske myndigheder viser, at Norge, Sverige og Danmark de sidste tre år er gået glip af mere end én milliard kroner i tabt samfundsøkonomi, fordi tyskerne blokerer eltransportvejen til Tyskland.

Vi står med problemerne nu
Derfor er vi glade for, at energi-, forsynings- og klimaministeren, Lars Christian Lilleholt, nu har meldt ud i Dansk Energis nyhedsblad, at han vil tage sagen op med sin tyske ministerkollega. Det er både nødvendigt og afgørende, at Danmark er på stikkerne over for den tyske måde at anskue problemet og løsningsmulighederne, der ser ud til at ligge alt for langt ude i fremtiden. På trods af at det er her og nu, vi står med problemerne.

Grænsebommen skader samfundsøkonomien i både Danmark, Sverige og Norge. Senest slået fast af de svenske myndigheder. Der er med andre ord bred enighed om, at vi har et mærkbart problem. Nu er det på tide, at der bliver dannet fælles front for at finde en løsning. Det er derfor også positivt, at den danske regering har sat sig for at være med til at sætte fart på Energiunionen. Det vil skabe større værdi af dansk elproduktion, og den vigtige og presserende opgave bliver her at ophæve grænsebommen mellem Jylland og Tyskland. Ganske enkelt.

Op i superligaen
Dansk Energi har sammen med vores nordiske søsterorganisationer i Sverige, Norge og Finland bedt EU-Kommissionen og det europæiske agentur for energitilsyn (ACER) om at kigge på handelsbegrænsningerne mod Tyskland. Nu vil vi gerne sende en opfordring til det danske Energitilsyn om at søge et stærkere samarbejde med de svenske og norske tilsyn i den sag.

Fra branchens side vil vi gerne stå side om side med de nordiske tilsyn og være med til sammen at lægge et pres på Tyskland. Men det haster. Det europæiske indre marked for energi skulle gerne bevæge sig fra 1. division og op i superligaen. I superligaen er der ikke plads til grænsebomme. Her er det udbud og efterspørgsel, der styrer handlen over grænserne. Men det kræver, at grænsebommen fjernes.

Forrige artikel Dong: Vi har brug for en global klimaaftale Dong: Vi har brug for en global klimaaftale Næste artikel Vindmølleindustrien: Eksport af strøm er en god forretning Vindmølleindustrien: Eksport af strøm er en god forretning