Dansk Energi taler ikke for hele energisektoren

DEBAT: Brancheforeningen Dansk Energi repræsenterer ikke hele energibranchen, skriver Susanne Juhl, administrerende direktør for HMN Naturgas. Hun deler ikke Dansk Energis skepsis over for regeringens vækstplan.

Af Susanne Juhl
Administrerende direktør, HMN Naturgas I/S

Dansk Energis direktør, Lars Aagaard, skal ikke tages til indtægt for Altinget.dks overskrifter. Men når Altinget.dk 13. maj skriver, at "Energisektoren langer ud efter regeringens vækstplan", så er vi som en af Danmarks største energivirksomheder nødt til at reagere.

Vi er for det første ikke medlemmer af Dansk Energi, og Altinget.dk bør derfor ikke lade Dansk Energi repræsentere hele energibranchens synspunkter. For det andet, og langt vigtigere, så ser vi i HMN Naturgas I/S med stor tilfredshed på regeringens vækstplan.

Tre gode ting ved vækstplanen
Vækstplanen har tre elementer, der påvirker gassektoren.

Regeringen foreslår en reduktion af energiafgifterne på naturgas til opvarmning. Afgiftsskruen fik her en ekstra tand - tilbage i 2009 - og den stigning foreslår regeringen nu rullet tilbage. Siden da har en gennemsnitshusstand betalt over 6.000 kr. inklusiv moms alene i energiafgifter på det årlige naturgasforbrug. Hertil kommer selvfølgelig CO2- og NOx-afgifter.

Stigningen, som var et led i forårspakke 2.0., har blandt andet fuldstændig skævvredet de lokale incitamenter, når det kommer til valg af brændsel. Derfor - men primært af hensyn til gaskunderne - er det godt, at afgiften rulles tilbage. Med regeringens forslag vil de forskellige brændsler til opvarmning blive stillet indbyrdes på samme måde, som hvis forsyningssikkerhedsafgiften var blevet indført - bare uden bøvlet.

Regeringen foreslår også at afskaffe PSO for gas fra 2015. Det vil betyde en fremtidssikring af gassystemet, hvor energiomstillingen vil medføre en stadig større andel af grønne gasser.

Endelig foreslår regeringen et reguleringseftersyn på gasområdet. Det ser vi frem til. Og vi er ikke bange for eventuelle effektiviseringskrav. Vi effektiviserer løbende vores drift, og det er kun naturligt, at offentligheden stiller krav til regulerede monopolvirksomheder.

Alt i alt er det positive signaler til gaskunderne og gasselskaberne, og gennemføres initiativerne, vil det medvirke til en mere robust gassektor i mange år frem.

Forrige artikel Vi skal skabe en grøn union Vi skal skabe en grøn union Næste artikel Giv fjernvarmeværkerne lov og lyst til at eje lokale vindmøller Giv fjernvarmeværkerne lov og lyst til at eje lokale vindmøller
Grønt overblik: Det skal du holde øje med

Grønt overblik: Det skal du holde øje med

Minister skal i samråd om kontroversiel forskningsrapport om bundtrawling, Transportudvalget rejser til Tyskland og to partier på højrefløjen mødes i weekenden. Her er, hvad du skal holde øje med i den kommende uge.