Dansk Energi: Hvorfor skal det tage fire år at vedtage en lov?

Af Jørgen Skovmose Madsen
EU-chef i Dansk Energi

EU bliver til tider kritiseret for at have lange og tunge beslutningsgange. Det kan der være nogen sandhed i. Når EU-Kommissionen i slutningen af november præsenterer en række lovforslag på elområdet, sker det således efter over to års forberedende arbejde.

Tilbage i oktober 2014 vedtog EU's stats- og regeringsledere overordnede mål for EU's energi- og klimapolitik frem mod 2030. Det blev fulgt op af et ønske om at oprette en europæisk energiunion i marts 2015. Det er de 'bestillinger', som EU-Kommissionen nu leverer i form af en uhørt stor lovpakke, som forventes præsenteret 30. november.

Lovpakken indeholder nye regler for elmarkedet, for udrulning af vedvarende energi, energieffektivitet og for bygningers rolle i energisystemerne.

To plus to år
Udover de to år, som EU-Kommissionen nu har brugt på at forberede de kommende lovforslag, kan man forvente 1½–2 års forhandlinger i Europa-Parlamentet og blandt EU's medlemslande i ministerrådet.

Det kan synes som uendeligt lang tid i en sektor, hvor teknologiudviklingen hele tiden ændrer virkeligheden i markedet. Der går efterhånden ikke en måned, hvor man ikke hører om nye omkostningsfald inden for havvind, solceller eller batteriteknologi.

Man kan spørge, om det overhovedet giver mening med så lange politiske forhandlinger for en elsektor, som de senere år er blevet meget dynamisk. Der er ikke tvivl om, at erhvervslivet til tider kunne ønske sig hurtigere beslutningsprocesser i EU, men samtidig er der en bred anerkendelse af, at langsommeligheden har en (godkendt) årsag.

Omfattende input
Siden 2014 har EU-Kommissionen afholdt en række grundigt forberedte høringer af interessenter i energisektoren. Høringerne løber typisk 12 uger, så modsat mange nationale høringsprocesser er der mulighed for at give ganske omfattende input i den lovforberedende fase.

Desuden er der blevet udarbejdet en række eksterne konsulentrapporter, ligesom embedsværket naturligvis har holdt en række bilaterale møder med diverse interessenter. Det er vigtigt, da der er en række praktiske udfordringer i at skulle analysere på konsekvenser af nye lovforslag i et så forskelligartet marked som det europæiske.

Forskellene kommer til udtryk både politisk, regulatorisk, kulturelt og selvfølgelig ikke mindst i forhold til energimix, indretning af elmarkedet og langsigtede mål med energi- og klimapolitikken.

Liste af særinteresser
Det er ikke nogen hemmelighed, at Danmark og Polen har forskellige klimapolitiske målsætninger. Samtidig er de nordiske lande, Storbritannien og til dels Tyskland og Tjekkiet typisk mere markedsorienterede på energiområdet end resten af Europa.

Og så er der særinteresserne: Østrig er for eksempel notorisk imod atomkraft. Holland har altid et særligt øje for at beskytte gassektoren. Spanien og Portugal er meget optagede af at få udvidet kabelforbindelsen til resten af Europa. Italien er et blandt flere lande, der er optaget af at kunne yde statsstøtte til konventionelle kraftværker. Og sådan kunne man blive ved.

Forskellighederne betyder, at EU-Kommissionen er nødt til at lave et meget grundigt forarbejde, og det betyder også, at forhandlingerne mellem medlemslandene og i Europa-Parlamentet kan blive vanskelige. Ikke mindst med den astronomiske mængde af lovgivning, som skal behandles på samme tid.

Så selvom EU-systemet med fordel kunne se på at optimere beslutningshastigheden, så bør man ikke underkende nytteværdien af den grundighed, hvormed lovforslag bliver forberedt.

Særligt for en sektor, hvor den europæiske regulering betyder så meget, og hvor udviklingen er så vanskelig at forudsige, som den er i elmarkedet.

debat@altinget.dk