Dansk Byggeri: Klimarådet sætter streg under energirenovering som et kerneelement i den grønne omstilling

DEBAT: Klimarådet peger i ny rapport på, at der skal fart på energirenoveringen, hvis vi skal nå vores klimamål i 2030. Dermed sættes en tyk streg under, at energirenovering er en effektiv og billig vej mod et fossilfrit Danmark, skriver Camilla Damsø fra Dansk Byggeri.

Af Camilla Damsø Pedersen
Chefkonsulent, Dansk Byggeri

Klimarådet er i deres nye hovedrapport for 2017, ”Omstilling frem mod 2030 – byggeklodser til et samfund med lavere drivhusgasudledninger”, kommet frem til anbefalinger om, hvordan vi bedst realiserer klimamål fra EU i ikke-kvotesektoren i 2030, som vi ofte omskriver til biler, bønder og boliger.

Det handler ifølge Klimarådet først og fremmest om at sætte mere gang i energirenovering af bygningsmassen.

Lang vej mod det endelige mål
EU-Kommissionen har lagt op til, at Danmarks mål for reduktioner i den ikke-kvoteomfattede sektor i 2030 bliver på 39 procent. Dette skal forhandles på plads, men det ligger ikke i kortene, at målet bliver ændret.

Det er også uafklaret, hvor meget af målet, der kan nås ved for eksempel at købe udledningsrettigheder fra andre lande. Ifølge Energistyrelsens fremskrivning når vi kun en reduktion på 20-26 procent i 2030. Derfor skal der en markant større indsats til, hvis Danmark skal nå målet på 39 procent.

Klimarådet fokuserer med rette på elementer, der kan sikre reduktioner inden for Danmark, og ikke køb af udledningsrettigheder i udlandet med videre. Det bør politikerne tage til sig. For hvis Danmark kun har for øje at nå EU’s klimamål så billigt som muligt, så risikerer vi at ende med en endnu højere samlet regning i 2050.

Det er bygninger et godt eksempel på. Energibesparelser i bygninger er eksempelvis markant billigere at hente, når bygningen i forvejen står over for en renovering.

Når ikke-kvotesektoren benævnes som biler, bønder og boliger, handler det selvfølgelig om, at størstedelen af Danmarks udledning af drivhusgasser i den ikke-kvoteomfattede sektor finder sted i vores transport og landbrug, efterfulgt af produktionserhvervene, opvarmning af bygninger samt affaldshåndtering.

Energirenovering er et kerneelement
Hvor især tiltag til omstilling af transport- og landbrugssektoren er omkostningstunge, viser Klimarådets rapport, at energirenovering af bygninger er et af de samfundsøkonomisk billigste omstillingselementer, som samtidig i høj grad vil lette omstillingen mod et lavemissionssamfund i 2050.

Dansk Byggeri har længe argumenteret for større politisk fokus på energirenovering af bygninger i omstillingen mod et fossilt uafhængigt Danmark i 2050.

Vi er derfor ovenud tilfredse med, at Klimarådet nu også anbefaler området. Energirenovering bør være et kerneelement, når regeringen fremlægger sin omkostningseffektive strategi for opfyldelse af Danmarks reduktionsmål inden udgangen af 2030.

Energirenovering af bygninger kan naturligvis ikke stå alene, og Klimarådet lægger da også op til en række omstillingselementer i forhold til øget udbredelse af varmepumper, solvarme, energieffektivisering i produktionserhvervene med videre.

Der er dog en tyk streg under, at energirenovering bidrager til, at Danmark når sit mål billigere. Især, som Klimarådet også påpeger, hvis energirenoveringen sker i sammenhæng med anden renovering og ombygning.

Energirenovering er nemlig, som Klimarådets rapport også viser, ikke bare et ”kvik-fix” til at reducere udledningen af drivhusgasser inden 2030. Energirenovering er i høj grad en langsigtet, omkostningseffektiv løsning, der ikke er til at komme uden om på vejen mod 2050.

Endda en løsning, der som Klimarådets rapport viser, i høj grad er med til at give en samfundsøkonomisk gevinst, når Danmark skal nå sit EU-mål i den ikke-kvoteomfattede sektor.

Forrige artikel Ny debat: To år med Lilleholt ved roret Ny debat: To år med Lilleholt ved roret Næste artikel Debat: Trumps klima-exit efterlader et gedigent tomrum Debat: Trumps klima-exit efterlader et gedigent tomrum