Danmark skal presse EU frem til COP16

Af Anne Grete Holmsgaard (SF)
Klimaordfører

Vi har økonomiske depressioner, personlige depressioner og nu også en klimadepression. Det vil sige en tilstand, hvor væksten i klimatiltag er gået i stå, sat på vågeblus, og hvor der hersker udbredt forvirring om, hvordan vi kommer ud af depressionen. Hvad skal der til for at få brudt dødvandet? For at få genskabt en situation, hvor verdens ledere oplever, at de må handle? Hvem vil og kan tage de nødvendige initiativer? Og hvorfor gik det i det hele taget så galt?

Alle vidste naturligvis, at man ikke kom gennem klimatopmødet i København uden kompromisser. Men der er vist meget få - om nogen - der havde forudset et så kaotisk forløb og et så magert resultat på baggrund af to års opbygning af momentum og tilstedeværelsen af 119 statsledere.

Analysen af, hvordan det kunne gå så galt, er naturligvis særligt relevant - og særlig pinefuld - for Danmark som COP-vært. Det vil sige det land, der på alles vegne skulle styre et resultat i hus. Men også særligt relevant, fordi fiaskoen hænger ved Danmark og desværre nok vil blive hængende i lang tid: fra drømmeland til dummeland.

Noget af kritikken kan godt være uretfærdig eller skudt ved siden af, for var det nu kun Danmarks eller Statsministeriets skyld, at det gik så galt på resultatfronten? Eller at folk skulle stå i kø i hundekulde i mange, mange timer for at få deres adgangskort til Bella Center? Nej, naturligvis ikke. Men det ville være lige så forkert at sige, at Danmark intet ansvar havde for det meget ringe resultat.

Lars Løkke har kun ét omkvæd
Det er her, Lars Løkke går helt galt i byen og viser sig som en meget lille mand, når han kun kender et omkvæd: Det var Sudan og en lille gruppe hardcore lande fra Latinamerika, der ødelagde det hele. Havde de ikke blokeret, var det gået fint.

Det vanvittige indlæg, Sudan holdt den afsluttende nat, gør det meget let at skyde på landet. Men andre har før denne COP stået i tilsvarende vanskeligheder og kunnet håndtere dem. For os, der var til stede, var det desuden bemærkelsesværdigt, at det tog så lang tid, før de mange venner, formandskabet skulle have haft, kom på banen. Ja, og naturligvis det kaos, der herskede. Trods massiv hjælp fra Storbritannien lykkedes det hverken at få vendt stemningen af synkende skude eller at få hevet mere end et "vi tager til efterretning" i land.

I den kommende tid, hvor der skal afholdes samråd om forløbet, vil det vise sig, om Lars Løkke fortsat vil insistere på, at Statsministeriet intet ansvar havde, eller om han vil vise lidt større format og gå ind i en grundig evaluering af, hvad der gik galt, så vi kan bruge den til den fremadrettede indsats.

EU er nøglen
Umiddelbart er det svært at se, hvad der skal bringe tempo i klimaindsatsen igen. Det meste oplagte er naturligvis at vende blikket mod EU - også selv om EU skuffede fælt under selve mødet. EU har størrelsen og tyngden til at gøre en forskel.

Det gælder både i form af egne tiltag: Penge til den kortsigtede indsats på bordet hurtigt; konkretisering af, hvor mange penge man vil komme med til den langsigtede finansiering; de 30 procents reduktion, som jo er vedtaget for længst, men aldrig kom på bordet i København mv.

EU kunne jo også arbejde lidt med alliancerne - for eksempel i forhold til Japan, der er en anden stor spiller, og til Brasilien, der både er en stor aktør blandt mellemindkomstlandene og virkelig er trådt ud af ulandsskyggen med landets klare vedtagelser om reduktioner i udslippet af drivhusgasser. Indtil videre kan det virke som løse tanker, og ja: Det er der. Vi famler alle efter, hvad det er, der kan genskabe dynamik og vilje til handling.

Danmark skal genvinde respekt
Forhandlingsmæssigt kommer Danmark næppe til at spille den store rolle frem til COP16 i Mexico. Dertil var nederlaget for stort. Men Danmark kunne vælge to andre indsatser: For det første en beslutning om en hurtig afvikling af anvendelsen af fossile brændsler herhjemme. Vi er jo fortsat et land med et meget stort udslip pr. indbygger (11 ton), og betydningen af en dansk strategi skal derfor ikke undervurderes.

Det ville formentlig kunne fungere som et vægtigt bidrag til at få genskabt troen på, at vi kan lave klimapolitik - især hvis der gås hurtigt frem på det korte sigt, der jo er lakmusprøven på, hvor meget vilje der er bag ordene.

Hvis vi samtidig gør det krystalklart, at vi hurtigt kommer med penge, og at det er nye og additionelle penge, har vi måske nøglen til at genvinde den tabte respekt. For det andet kunne vi lægge os i selen og slås for en offensiv EU-strategi.

debat@altinget.dk