Danmark bidrager til Obamas klimaplan

KORT NYT: Danmark skal stille ekspertviden til rådighed for den amerikanske delstat Maryland, der vil bygge en havvindmøllepark på 200 MW. Samarbejdet vil give Obamas klimaplan "et lille, men vigtigt skub i den rigtige retning," siger klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) i en pressemeddelelse.

Danmarks ekspertviden om vedvarende energi skal hjælpe delstaten Maryland med opførelsen af en havvindmøllepark på 200 MW ud for USA's østkyst.

Opførelsen af havvindmølleparken er et led i Obamas klimaplan, hvis mål er at reducere CO2-udledningen med 17 procent i 2020 i forhold til i 2005.  Det skriver Klima- og Energiministeriet i en pressemeddelelse.

"Vindressourcen ud for USA's kyster er estimeret til 4.000 GW, så der er et enormt potentiale for at reducere USA's CO2-udledninger, hvis energien udnyttes. Vi har erfaring med hele processen, når det gælder om at etablere og drive havvindmølleparker, og den viden vil vi dele med energimyndighederne i Maryland. Samtidig kan vi være med til at give Præsident Obamas klimaplan et lille, men vigtigt skub i den rigtige retning," siger klima- og energiminister Martin Lidegaard (R). 

Skaber job og vækstmuligheder 
Delstaten Maryland har et selvstændigt mål om at reducere CO2 udledningen med 25 procent i 2020, og vil i den forbindelse satse på offshore vindenergi. 

"Vores satsning på offshore vindenergi skaber nye job og vækstmuligheder for Maryland. Samtidig bevæger vi os mod en fremtid med mere bæredygtig energi. Vi engagerer os i internationale partnerskaber for at fremme en lovende grøn energiteknologi, forbedre vores økonomi og styrke konkurrenceevnen," siger Marylands guvernør Martin O'Malley i pressemeddelelsen.

Det forventes også, at samarbejdet vil skabe arbejdspladser og vækst herhjemme, hvis danske virksomheder udnytter potentialet.

"Vi har erfaring med, at et samarbejde mellem myndigheder kan kaste ordrer af sig til danske virksomheder. Vi vil derfor bestræbe os på, at samarbejdet med Maryland også kan bidrage til at skabe vækst og arbejdspladser," siger Martin Lidegaard. 

Der er i finansloven 2013 afsat fem millioner kroner over to år til samarbejde med et eller to udvalgte ilande, hvis nationale klimaindsats har afgørende betydning for den globale udledning af CO2. Det er planen, at midlerne primært skal bruges til danske eksperters løn, og i mindre grad til eksterne eksperter, skriver klima- og energiministeriet i pressemeddelelsen.

Forrige artikel Forsker: Bedre økonomi vil sparke gang i energirenovering Forsker: Bedre økonomi vil sparke gang i energirenovering Næste artikel Thorning: Grøn omstilling har lange udsigter Thorning: Grøn omstilling har lange udsigter