Cepos: Behov for grundlæggende kursskifte

Af Otto Brøns-Petersen
Analysechef, Cepos

Venstreregeringens vigtigste energipolitiske resultat er den nye linje i regeringsgrundlaget. Det er principperne om omkostningseffektivitet og om at tage vore internationale forpligtelser alvorligt. Og det er en forsigtig opblødning af doktrinen om fossilfri energi i 2050, uanset pris og klimaeffekt.

Det er desværre gået langsomt med at føre regeringsgrundlaget ud i livet. Krisen på energiområdet er løbet hurtigere. Samtidig er den politiske enighed og vilje til at tage livtag med de store udfordringer ikke blevet større.

Modsatrettede mål
Udgifterne til vedvarende energi eksploderer i øjeblikket. De tegner til at blive næsten dobbelt så høje frem mod 2020 som forudset ved indgåelsen af energiaftalen i 2012. PSO-afgiften, der finansierer vedvarende energi, er i strid med EU-traktaten. EU-kommissionen har sat en frist til årets udgang for at få finansieringen lovliggjort. PSO-afgiften er samtidig samfundsøkonomisk en dårlig skat. Det påpegede en analyse fra Cepos sidste år, og det bekræftes af regeringens nyligt offentliggjorte afgifts- og tilskudsanalyse.

Det grundlæggende problem i dansk energipolitik er for det første, at målene stadig ikke er afstemt efter vore internationale forpligtelser og det eksisterende samarbejde i EU. En stor del af indsatsen er rettet mod at begrænse udledninger, som i forvejen er reguleret af EU i det såkaldte kvotesystem. Hvis Danmark endelig skal gå foran, kræver det aktivt brug af kvotesystemet, ligesom der er brug for bedre samspil mellem kvote- og ikke kvote-sektoren.  

Plads til omkostningseffektivisering
For det andet er redskaberne i energipolitikken meget langt fra omkostningseffektive. Den politisk aftalte vindudbygning til havs er meget dyr, og omkostningerne svulmer i takt med faldende fossile energipriser. I stedet for som i Norge og Sverige at støtte de energiproducenter, som kan levere vedvarende energi billigst, er den danske støtte ikke teknologineutral, men politisk styret. Ifølge regeringens redegørelse betaler nordmænd og svenskere cirka 3 øre i støtte per kWh, mens vi betaler 24,7 øre i PSO.

Hvis regeringen vil gøre noget effektivt ved den aktuelle krise, er den nødt til at håndtere disse grundlæggende problemer – rent bortset fra, at den heller ikke får udmøntet sit regeringsgrundlag uden en sådan indsats. Den energipolitiske regning bliver ikke mindre, hvis der ikke bliver skåret i omkostningerne. Regeringen har imidlertid på forhånd fredet to tredjedele af omkostningerne til den planlagte havvindudbygning, selv om den ifølge seneste skøn bliver mere end 5 mia. kr. dyrere end oprindeligt forudset.

Handling nu
Dermed står langt størstedelen af regningen tilbage. Regeringen foreslår som bekendt, at den skal betales af skatteyderne gennem højere indkomstskat. Det tegner der sig heldigvis ikke flertal for. Men i øjeblikket tegner der sig heller ikke flertal for andre udveje. Og uret tikker som sagt, fordi EU's frist er tæt på.

Regeringen vil måske mene, at større reformer må vente, til den nyligt nedsatte energikommission er færdig. Problemet er, at krisen i energipolitikken ikke bliver løst uden at tage fat på de grundlæggende udfordringer. Og at der er dårlig tid til at vente.                                   

debat@altinget.dk