Business Danmark: Elbiler giver ingen mening for firmabilister

DEBAT: Selvom firmabilisterne gerne vil være grønne, giver det stadig ikke mening at købe en elbil, og med nye beskatningsregler vil flere endda gå over til benzinbiler, mener Business Danmark.

Af Jens Neustrup Simonsen
Landsformand, Business Danmark

Jan Gintberg satte 25. januar megafonen for munden i Politiken og gav i bedste tæskeholdsstil en opsang til nationen om rigets tilstand på elbilområdet.

Lademuligheder og bilernes rækkevidde er ganske enkelt en begrænsning for en langtursbilist som Gintberg, når han skal ud og sprede smil i landets krinkelkroge. Og selvom de fleste danskere i dagligdagen kan klare sig med mindre end Gintberg og jyske, pendlende Christiansborg-politikere, så har han en pointe, som er værd at lytte til.

Der er mange tusind danskere, som bruger timevis bag rattet hver dag – med nøjagtigt samme behov for en elbil i fornuftig størrelse, til rimelige priser og med en rækkevidde på mange hundrede kilometer.

Faktisk havde mere end 90.000 danskere fri firmabil i 2018, og mange af dem har brug for en bil med kapacitet til lange dagsmarcher ved motorvejsfart med fuldt blus på gps, telefon og klimaanlægget.

Gøres den type firmabiler økonomisk tilgængelige for firmabilister, vil det i løbet af få år komme almindelige danskere til gavn. De står tit med nøjagtigt samme langtursbehov, når de ved højtider pakker bilen og besøger familien i den anden ende af landet eller om sommeren drager på den årlige bilferie sydpå.

Intet vindes på nye beskatningsregler
I januar var vi vidne til et uskønt forløb, hvor nye beskatningsregler blev hastet igennem Folketinget trods kritik af beslutningen om, at firmabilister, først fire måneder efter blækket er tørt på leasingaftalen, kender deres udgifter i aftalens løbetid.

Hvorfor valgte politikerne denne løsning? Fordi det var den nemmeste – for Skat. Men hvor er borgerne henne i den politiske prioritering? Kunne man forestille sig den samme politiske prioritering, hvis det handlede om boligfinansiering? Næppe.

Borgere og firmabilister vil rigtig gerne bidrage til den grønne agenda. For eksempel har ni ud af ti firmabilister i årevis valgt en dyrere og mere miljøvenlig dieselmodel fremfor en billigere og mere CO2-udledende benzinmodel – selv om det øger deres beskatning væsentligt. Men den balance risikerer nu at tippe, fordi firmabilejerne oplever, at politik vedtages hen over hovedet på dem.

Vi har spurgt 850 firmabilister, hvordan de vil reagere på de nye beskatningsregler. Svaret er ikke opløftende læsning for parterne bag loven, som ukritisk havde forventet, at langt de fleste firmabilister uden videre ville samle en ekstra skatteregning på 100 millioner kroner op årligt.

Men to ud af tre vil slet ikke betale mere til firmabil, end de gør i dag. Og nok så vigtigt siger flertallet, at måden, de vil undgå stigende udgifter på, er ved at skifte fra en stærk dieselmotor til mindre benzinmodeller, hvilket for motorvejskørende firmabilister er lig med en øget CO2-udledning. Og hvad er så vundet ved det?

Det er enormt vigtigt, at politikerne lytter til brugerne og borgerne, når kommissionen for grøn omstilling af personbiler senere på året skal komme med et udspil til en omlægning af afgifterne på bilområdet. Politik skal designes, så den fungerer i den virkelige verden.

Forrige artikel SF'er: Rige lande skal gribe til handling efter anerkendelse af klimaflygtninge SF'er: Rige lande skal gribe til handling efter anerkendelse af klimaflygtninge Næste artikel Radikale: Det skal være dyrere at rejse med den største klimasynder Radikale: Det skal være dyrere at rejse med den største klimasynder