Brug og misbrug af biomassebrændsler

Af Klaus Illum

M.Sc., ph.d., ECO Consult.  

Fem miljøorganisationer - Danmarks Naturfredningsforening, Det Økologiske Råd, Greenpeace, Verdens Skove og WWF - fremfører i artiklen Efterlysning: Danske kriterier for bæredygtig biomasse (3.12.13) en række betragtninger om henholdsvis anvendelse og dyrkning af biomassebrændsler.

Når de fem organisationer sætter sig sammen og skriver et indlæg i diskussionen af et meget vigtigt element i konstruktionen af det nye energisystem, forventer man, at resultatet er et indlæg, som giver et nyt, relevant bidrag til den diskussion, der nu er 30 år gammel. Men på de punkter, hvor forfatterne har noget nyt at sige, lægger de kun op til modsigelse.

De siger, at “Biomassen skal kun bruges som brændsel til energi, hvor der ikke er andre vedvarende energi-alternativer. Derfor skal biomasse til el og varme betragtes som et overgangs-brændsel.” Det er en ny betragtning, men hvorfor nu det? Markerne og skovene er vores største solfanger, og den kemiske energi, der i form af halm og træ opfanges i fotosyntesen, har den fortræffelige egenskab, at den kan gemmes, indtil der er brug for den.

Energilagring 

Ganske vist er brændværdien af de årlige mængder af biomasse, der per hektar kan høstes til brændsel uden at udpine jorden, mindre end en promille af den energi, der årligt optages i form af opvarmet vand i et solfangeranlæg med et areal på en hektar.

På 2 millioner hektar (cirka 80 procent af det danske landbrugs- og skovareal) kan der således årligt indhøstes ligeså mange GJ til biomassebrændsel (halm og brænde), som det antal GJ, der kan fås i form af varmt vand fra cirka 15 millioner kvadratmeter (1.500 hektar) solfangere. 

Den kemisk lagrede energi i biomassebrændsler er imidlertid meget mere værd end energien i varmt vand fra solfangere, og omkostningerne er meget mindre end ved opførelse af dyre solfangeranlæg, der tilmed kræver meget dyre sæsonvarmelagre, fordi de leverer mest varme, når varmeforbruget er mindst.

Energilagring er som bekendt en stor omkostning i et energisystem med meget vindkraft og en mindre el-produktion i solceller. Den billigste form for lagring er naturens egen: oplagring af solenergi ved planternes og træernes vækst.

De begrænsede mængder af de værdifulde biomassebrændsler skal derfor bruges i decentrale kraftvarmeværker med varmepumper (LOCUS-anlæg), så de kan give et væsentligt bidrag til regulering af forholdet mellem el-produktion og varmeproduktion i det samlede energisystem i takt med forbrugene.

Fejlinvesteringer 

Investeringer i  biomassefyrede fjernvarmeværker med tilkoblede solfangeranlæg, som under regelsættet om ‘frit brændselsvalg’ for tiden finder sted i flere byer, er derfor fejlinvesteringer. Det er misbrug af de værdifulde biomassebrændsler, som der bliver hårdt brug for i et nyt energisystem, der kan fungere med et meget mindre forbrug af fossile brændsler end det nuværende. Og solfangeranlæggene er der ikke brug for, for om sommeren vil varmen fra kraftmaskinernes kølekredsløb overstige fjernvarmebehovet.

Derom siger de fem miljøorganisationer, at: ”Biomassen skal [endvidere] bruges i de installationer, hvor den giver den størst mulige CO2-reduktion. Biomasse skal derfor først og fremmest anvendes til at erstatte kul og ikke naturgas.” Det kan forlede politikerne til at brænde vores knappe biomasseressourcer af i de nu kulfyrede kraftværker. Men det er ikke på den måde, CO2-udslippet skal formindskes.

Det drejer sig ikke om at erstatte kul med biomassebrændsler, men om at konstruere et nyt energisystem, der kan fungere med et meget mindre CO2-udslip. I et sådant energisystem med meget vindkraft skal biomassebrændslerne og biogassen - langt hen ad vejen suppleret med naturgas - som sagt, bruges i decentrale kraftvarmeværker med varmepumper.

Endvidere skal udsagnet: “Biomasse er reelt ikke et CO2-neutralt brændsel” udskiftes med udsagnet:

"‘Brug af biomasse til brændsel er CO2-neutralt, hvis den kulstofmængde, der indgår i den årlige høst af foder, fødevarer og brændsel fra landbrug og skovbrug, ikke overstiger den kulstofmængde, der genoptages ved den årlige plante- og skovvækst - plus kulstof tilbageført med naturgødning, minus kulstofindholdet i røggasser fra landbrugs- og skovbrugsmaskiner, kunstgødningsfabrikker og transportmidler til transport af foder, fødevarer, brændsel og kunstgødning."

Etisk begrænsning  

Dette krav om CO2-neutralitet udstikker den økologiske begrænsning af de biomassemængder, der kan bruges til brændsel i bæredygtige, dvs. ikke-destruktive kredsløb.

Det andet krav: At afgrøder kun må bruges til brændsel og til brændstof til biler i et omfang, som ikke skaber fødevaremangel i verdens mindrebemidlede regioner, udstikker den etiske begrænsning. Den omtales ikke i de fem miljøorganisationers artikel.

Hvis de forenede miljøorganisationer vil bidrage til afklaringen af de sammensatte økologiske, økonomiske og etiske relationer, der knytter sig til dyrkning og anvendelse af biomassebrændsler, må de snarest fremkomme med en kvalificeret analyse.

Og de må insistere på, at Danmark og EU kun importerer CO2-neutrale biomassebrændsler og ikke snyder på vægten ved at importere så store mængder, at der bliver mindre CO2-neutralt biomassebrændsel til overs til andre lande. Det hjælper jo ikke klimaet, at vi bruger så store mængder, at andre lande bruger mere kul.

debat@altinget.dk