Atomkraftens svanesang - Danmarks chance.

DEBAT: På trods af ulykken i Japan kan atomkraft stadig gå hen og blive løsningen på fremtidens klimaproblemer, skriver dagens debattør Jørgen Lundsgaard (K).

Af Jørgen Lundsgaard,
Energiordfører (K)

Klimapolitik med ønske om fossilfri energi og forsyningssikkerhed har i de seneste år givet atomkraften fornyet aktualitet og styrket atomkraftindustrien. Og selv visse politiske kredse i Danmark var begyndt at tale om atomkraft.

Men eksplosionerne på det japanske Fukushima Daiichi anlæg har rystet atomindustrien i sin grundvold og fået politikere verden over til at genoverveje deres synspunkter.

Gamle værker lukkes
Således har Angela Merkel i Tyskland krævet de 7 ældste atomkraftværker lukket og udsat forlængelse af atomkraftsværkernes løbetid som regeringen havde vedtaget i januar. I løbet af de næste måneder skal alle værkers undersøges og man vil ikke vende tilbage til den gamle atomlov.

Lukning af flere atomkraftværker udelukkes ikke og nye sikkerhedskrav skal indføres. Sikkerhedskrav som egentlig for længst skulle være stillet som følge af den aktuelle tekniske og videnskabelige viden. Og det er situationen over hele kloden.

Intet atomkraftværk er sikkert. Selvom vi i 70erne blev tudet ørerne fulde af, at ulykker og nedsmeltning var så usandsynlig som 1 per 20 000 reaktorår. Men alligevel er det sket 3 gange på 30 år.

Stigende energipriser
Og så er vi ikke engang kommet til den grummeste mulighed: Terrorisme. Ulykken i Japan har vist, at blot en bombe i højspændingen til værket og en i nødstrømsforsyningen vil udløse en katastrofe. Det er for nemt og alt for tillokkende.

Så derfor: Hvis alle nye sikkerhedskrav, herunder terrorsikring, skal være opfyldt, vil det ikke være muligt med nuværende teknologi at drive atomkraftværker økonomisk. I alle tilfælde stiger deres elpris drastisk selv med skjulte statstilskud.
Samtidig er prisen på gas og kul allerede steget. Og elprisen i Tyskland er på kort tid steget 24%.

Konsekvenser for Danmark?
Hvad betyder det for Danmark bortset fra de stigende elpriser?
Det betyder at den energipolitik, som folketinget startede i 1985 med en beslutning om at Danmarks energipolitik skulle være uden atomkraft, og som fortsatte med udbygning af den vedvarende energi, har vist sig ikke alene at være klog, men også økonomisk visionær.

Fordi den lagde fundamentet til både dansk forsyningssikkerhed og fossil- og atomfri energi. Og samtidig udfordrede den den danske industri med både krav og muligheder og et forbilledligt samarbejde mellem politikere, erhvervsliv, forsyningsselskaber og forbrugere. Vi kom foran og står nu med en del af løsningen på den atomfri energiforsyning. Og den skal vi udnytte.

Energistrategi 2050
Regeringens nye Energistrategi 2050 er derfor næste nødvendige skridt på vejen. I Klimakommissionens rapport ses: At allerede før den japanske katastrofe var vindkraft konkurrencedygtig med atomkraft. Selv uden deponeringsproblematikken. Og det var forudset at vedvarende energi ville være konkurrencedygtigt med kul, olie og gas allerede om 8-10 år.

Men nu ser verden pludselig anderledes ud. Udviklingen går meget hurtigere. Og jo før vi får igangsat Energistrategi 2050 jo bedre. Det hedder "Med rettidig omhu" for danske forbrugere, dansk erhvervsliv og dansk eksport.

Er det muligt at få et "fast track" for energistrategiens udmøntning og vedtagelse?
Er det muligt at vi, folketingets politikere kan fokusere på Danmarks tarv i stedet for på næste valg. Og få vedtaget en Energistrategi 2050 før næste valg?
Men skal vi så glemme atomkraft?

Nej den er den joker som måske i fremtiden alligevel kommer til at løse verdens energiproblemer. Men det bliver ikke den risikofyldte fissionsenergi som vi kender men solens eget kraftværk: Fusionsenergien. Den første reaktor er færdig i 2016 og hvis alt går vel kan vi måske have risikofri atomkraft til rådighed i 2050.

 

Forrige artikel Har landbruget droppet biogas? Har landbruget droppet biogas? Næste artikel Kul på Avedøre 2 – desværre ikke en aprilsnar