Friis: Vi skal tage klimastik hjem i Cancún

COP16: Klima- og energiminister Lykke Friis (V) håber, at de kommende klimaforhandlinger i Mexico vil resultere i en "balanceret pakke", hvor der træffes beslutninger om delelementer i stedet for en stor, forkromet plan.

"Realisme, realisme, realisme." Sådan betegner klima- og energiminister Lykke Friis tilgangen til det internationale klimatopmøde COP16, der begyndte i Cancún mandag. Hun nedtoner dermed forventningerne til resultatet og håbet om at få vedtaget den juridisk bindende aftale, der glippede i København.

"Det, vi lærte af COP15 i København, var, at man ikke kan få den store forkromede aftale på plads på én gang. Vi skal igennem flere runder og vedtage delelementer, før vi får en juridisk bindende aftale, som stadig står som det ultimative mål. I Cancún skal vi derfor tage de klimastik hjem, som det er muligt at blive enige om," siger Lykke Friis og understreger, at flere af de områder, der skal forhandles om, kan træde i kraft med det samme, da de ikke kræver en ratifikation i de enkelte lande.

Lykke Friis påpeger også vigtigheden af, at de beslutninger, der blev truffet i København (Copenhagen Accord, red.) og som ikke er juridisk bindende, bliver løftet ind i den formelle proces i Cancún. Og hun erkender, at forventningerne til topmødets resultater i år vil være mere realistiske.

"I Cancún er det realisme, realisme og realisme - og det bliver svært, men jeg har stadig et håb om, at vi kommer hjem med den balancerede pakke," siger Lykke Friis og understreger, at man ikke bare skal tro, at det hele kan fikses på klimatopmødet i Sydafrika i 2011, hvis der ikke kommer de ventede resultater i Cancún.

Skepsis over FN-systemet
Flere eksperter og aktører har udtryk skepsis over for at fortsætte forhandlingerne i FN-systemet, hvis COP16 ender som topmødet i Bella Center sidste år, der fra flere sider blev betegnet som en fiasko. Men den danske klima- og energiminister er ikke enig i, at der findes andre alternativer end FN.

"Mange taler om at rykke forhandlingerne ind i andre fora som eksempelvis Major Economies Forum og G20, men det er bare ikke legitimt, for der er ulandene ikke repræsenteret," påpeger Lykke Friis.

Lykke Friis overdrog ved den officielle åbning mandag formandskabet til Mexico. Og ifølge ministeren bliver Danmarks rolle i Cancún dels at assistere mexicanerne, da vi indgår i en trojka med Mexico og Sydafrika, og dels at agere via EU. Særligt sidstnævnte vil ifølge Lykke Friis fylde meget, når den formelle del af overdragelsen er overstået.

EU skal tale med én stemme
I EU har der igennem den seneste tid raset en hed debat om, hvorvidt EU skal hæve CO2-reduktionsmålene fra 20 til 30 procent i 2020 for at kunne opfylde 2-graders-målsætningen. Efter en afstemning i sidste uge besluttede EU-Parlamentet at kræve, at EU hæver sit ambitionsniveau til 30 procent.

Parlamentet har ingen formel beslutningsmagt, men kan kun komme med henstillinger til Ministerrådet og Kommissionen, og her er de europæiske regeringer splittede i spørgsmålet. Lykke Friis mener derfor, at testen i de kommende forhandlinger er, hvorvidt EU kan tale med én stemme.

"I Cancún bliver diskussionen om 20 eller 30 procents reduktion ikke så afgørende. Fra dansk side havde vi selvfølgelig gerne set, at vi var rejst til Cancún med et forhandlingsudspil, der hed, at vi går til 30 procent uanset hvad. Men vi må bare konstatere, at der kun er ét andet land, der har det synspunkt, og det er Storbritannien," siger klima- og energiministeren.

"Det springende punkt er, at EU er kommet med et fælles udspil om, at vi er villige til at påtage os en anden forpligtelsesperiode af Kyoto - selvfølgelig under bestemte betingelser. Vi skal have rettet op på de miljømæssige problemer, der er i den nuværende protokol og selvfølgelig også få flere lande til at påtage sig et ansvar," siger Lykke Friis.

Hun understreger vigtigheden af, at EU lægger pres på andre store industrilande, da EU kun står for 12 procent af verdens CO2-udledning og derfor ikke kan løse de internationale klimaproblemer alene.

Dansk handlingsplan ingen betydning
Selvom Lykke Friis flere gange har udtalt, at hun håbede at have en handlingsplan for, hvordan Danmark kan blive fossilfri i 2050 med i rejsetasken til Cancún, er regeringens klimastrategi udskudt til en gang i det nye år. Men det har ingen betydning, mener ministeren.

"Det betyder ikke noget, at regeringen ikke har en handlingsplan klar. Det havde da været dejligt, hvis handlingsplanen kunne være klar inden jul, men jeg har hele tiden sagt, at det ville blive vanskeligt. Målsætningen har hele tiden været, at vi skulle levere en handlingsplan i denne folketingsperiode, og det har ikke ændret sig," siger Lykke Friis og understreger, at det afgørende er, at regeringen kommer med det rette udspil, frem for hvornår det kommer.

Fremadrettet mener Lykke Friis, at Danmark stadig har et vigtigt arbejde i trojkaen med at diskutere den videre proces med mexicanerne og sydafrikanerne. Men også Clean Energy Ministerial, der er et forum af de lande, der står for 80 procent af verdens energiforbrug, og som Danmark er medlem af, er noget, Danmark ifølge ministeren vil fokusere mere på til næste år.

Det internationale klimatopmøde i Cancún varer indtil 10. december. Lykke Friis deltager af to omgange - under den formelle overdragelse fra 28.-30. november og igen under hovedforhandlingerne fra 7.-10. december.

Forrige artikel EU stiller betingelser for forlængelse af Kyoto-aftale EU stiller betingelser for forlængelse af Kyoto-aftale Næste artikel EU vil rådgive om klimatilpasning