Energiforskning på tærsklen til sort hul

Af Lars Aagaard
Direktør i Dansk Energi

I den forgangne uge i Berlingske Tidende opfordrer Connie Hedegaard til, at danske virksomheder bør ruste op på udviklings- og forskningsindsatsen.

Hun gør det, fordi lande som USA, Kina, Tyskland og Sydkorea kridter skoene til et skarpt forskningskapløb på klima- og energiteknologier. Derfor opfordrer ministeren til, at danske virksomheder følger op med udvikling, demonstrationsanlæg og grønne laboratorier. Vi kan ikke være mere enige i Dansk Energi, og vores medlemsvirksomheder lægger penge og kræfter i forskning og udvikling.

Blankt felt i finanslov
Men som Connie Hedegaard påpeger, skal det offentlige også spille en rolle. Paradoksalt nok afspejler de fremtidige investeringer i energiforskning ikke ønsket om at se os selv som grøn vindernation.

Vi kan i energisektoren ikke klage over det nuværende niveau af forskningsmidler, men vi kan efter 2010 risikere, at energiforskningen falder i et sort hul. I det seneste finanslovsudspil er der et blankt felt i rubrikken energiforskning fra 2011.

Det stiller Danmark ringe i forhold til ønsket om at gøre os fri af ustabile regimer i Mellemøsten og nå vores klimaforpligtelser, som vi i forvejen humper efter.

Det Internationale Energiagentur vurderer, at vi globalt skal investere 45.000 milliarder dollar over de næste par år. Det er nødvendigt, hvis vi både vil skære CO2-udledningerne til det niveau IPPC anbefaler og samtidig vil dække verdens stigende energibehov.

Vigtigt at tænke langsigtet
Derfor er det vigtigt, at politikerne i de kommende forhandlinger om forskningspengene i globaliseringspuljen sikrer, at der bliver afsat penge til langsigtet og strategisk forskning i energiområdet. Og ikke mindst sikrer midler til test, udvikling og demonstration i regi af EUDP-programmet. Det er ikke et enten eller mellem fri, strategisk og anvendelsesorienteret forskning. Det er et både og.

Det blanke hul fra 2011 er et symptom på, at indsatsen på energiforskningsområdet er præget af kortsigtede og utilstrækkelige rammer. Den svingende indsats skaber øget usikkerhed for aktørerne og begrænser innovationen. Ved at sætte tal på og give satsningen retning frem mod 2020 kan vi skabe den nødvendige klarhed.

Globaliseringskredsens beslutning vil desuden give et fingerpeg om, hvad vi skal stille op med vores klimamål. Danmark har stillet sig selv et af de mest ambitiøse mål om inden 2020 at skære 20 procent i de ikke-kvoteomfattede sektorer: transportsektoren, opvarmning af boliger og landbruget – populært kaldet biler, bønder og boliger.

Langt fra CO2-mål
Og vi er langt efter målsætningen. Selv med de seneste politiske initiativer, skattereform, energispareaftale og grøn vækst lander vi på omkring syv procent i 2020. Vi mangler altså endnu at finde gode svar på de sidste 13 procentpoint. Med mindre man ønsker en stor regning til det danske samfund, kræver de svar en forceret teknologiudvikling.

Her kan en stabil, langsigtet politik for energiforskningen fortælle om, vi selv skal udvikle løsningerne, eller om opgaven lander på finansministerens bord, og han skal på kvoteindkøb for at nå vores forpligtelser.   

Jeg vil ikke gøre mig til dommer over valget – men det vil være rart for energivirksomhederne snart at vide, hvilken forsknings- og forretningsfremtid, vi ser ind i.

Så derfor – kære Folketing – I nåede milliarden i 2010, beslut at det niveau skal vokse i de kommende år. Sæt et mål for, hvor vi skal lande i 2020, så kan energisektoren, dens leverandører og de offentlige videnmiljøer til gengæld udvikle stærke fælles samarbejder til gavn for klimaet og fremtidig velstand i Danmark. 

debat@altinget.dk