Klimadebat hænger fast i her-og-nu-bekymring
DEBAT: Politikerne bør tænke mere langsigtet omkring udviklingen i vores energiforbrug, skriver Lars Aagaard.
Af Lars Aagaard
Direktør, Dansk Energi
Forleden aften dykkede jeg for alvor ned i Det Internationale Energiagenturs rapport om udviklingen i det globale energiforbrug. På vej mod COP15 tegner udsigten dyster, for fortsætter vi ud af nuværende spor, så styrer vi lige mod seks graders opvarmning.
Hvis vi vil stoppe den udvikling, kræver det, at vi ikke kun skal finde markant anderledes måder at producere og bruge energien på, men at vi også tænker politik væsentligt anderledes. Det Internationale Energiagentur lægger op til, at forandringen især skal ske fra 2020, hvor vi skal accelerere vores vej mod 80 procent lavere CO2-udslip i 2050.
Betyder det manglende handling lige nu? Nej, tværtom - for det er nu, vi skal træffe de beslutninger, som gør det realistisk, big-time at implementere den grønne udvikling i 2020. Vi ved jo godt, hvad det handler om i Europa og USA:
Sæt en pris på CO2-udledning, gerne via et kvotesystem
Støt vedvarende energi
Bygninger skal have et lavere energiforbrug til opvarmning og køling
Bilerne skal blive mere energieffektive, de ineffektive skal ud af markedet
Sats langt mere offensivt på forskning og udvikling i de teknologier som skal være klar til markedet om 10-15 år.
Behov for at tænke langsigtet
Det stiller krav til, at aftalen på COP15 får en høj kvalitet. Men det stiller også store krav til, at danske politikere skal vove at tænke mere end et par år frem.
For alt, hvad vi beslutter nu vil afgøre, hvor vores energi vil komme fra i tiden efter 2020. Hvilke biler vi skal køre i efter 2020? Hvordan skal vi opvarme vores huse?
For vi kan som individer ikke ændre det hele med vores adfærd alene. Vi kan alle bruge mindre energi, men hvis vi ikke vil lave vores moderne samfund helt om, kan vi ikke skære i vores CO2-udslip så drastisk uden nye teknologier, energisystemer og derfor politik.
Desværre er der en tendens til at stirre sig blind på her-og-nu-effekten af politiske initiativer. Når vi taler om afgiftsfritagelse for elbiler, går bekymringen straks på det tab, statskassen vil lide på den korte bane i stedet for at tænke, hvor dyrt det vil koste os at blive ved med at køre rundt i benzinbiler.
Men det handler ikke kun om elbiler, vi skal også finde et svar på, hvordan energiafgiften på henholdsvis olie og el bliver mindre skæv. Vi har brug for politisk handling, der giver forbrugerne mulighed for at bruge energien og ikke mindst vindmøllestrømmen mest intelligent.
Det kræver beslutninger om intelligente elmålere, og hvordan afgifter og tariffer bliver mere dynamiske, så de motiverer forbrugerne til at agere på prissignaler.
Ja, det koster at lave så stort et skred. Men det kan blive endnu dyrere, hvis vi skal lave lag-på-lag politik. Som Det Internationale Energiagentur påviser, så vil prisen for forandringen være mindre i dag - ikke mindst i finanskrisens lys - end om ti år, hvor vi igen måske står i et opsving med endnu større CO2-udslip til følge, og højst sandsynligt med høje priser på fossile brændsler.
Energiagenturet ser både langsigtede nationale politikker koblet med en høj global pris på CO2 som en af vejene til at kunne nå den nødvendige forandring.
Derfor er et enkelt kvalitetskrav til COP15-aftalen, at den sætter en pris på CO2, og giver sikre operationelle rammer for den store omstilling. Og ikke mindst inspirerer danske politikere til at tænke langsigtet i de alle de politiske beslutninger, der skal træffes fra 1. januar 2010, men som får betydning for vores liv i 2020 og 2030 - og som giver de rette valgmuligheder.
Det er nu vi skal skabe fremtiden, så vi om 10 år har bedre valgmuligheder end dem, vi kender i dag.
