2. halvleg i kampen om energi-mål er fløjtet i gang
KLUMME: Polen blokerer for de langsigtede energi- og klimamålsætninger i EU. Derfor må der lægges en klog "taktik", hvis ikke forhandlingerne om EU's fremtidige energi- og klimapolitik skal ende med et nederlag, lyder det fra Ulrich Bang, EU-chef i Dansk Energi.
Af Ulrich Bang
EU-chef, Dansk Energi
Det siges, at fodbold er et spil med 22 spillere om en bold, hvor Tyskland altid vinder til sidst. Omskrevet, så er EU's energi og klimapolitik en langstrakt forhandling, hvor 27 medlemslande giver og tager for at nå frem til en fælles aftale, hvorefter Polen blokerer og trumfer sin vilje igennem.
Sådan er det gået de seneste to gange, EU's energi- og klimaministre har diskuteret de langsigtede rammer for energisektoren i form af, hvilke CO2-, vedvarende energi- og energieffektivitetsmål der skal gælde efter 2020. Både i juni 2011 og marts i år blokerede Polen for konklusioner om målene efter 2020.
Hvorfor er det så vigtigt? 2030 er jo om lang tid, så hvorfor bekymre sig om det nu?
Det er det af to årsager:
For det første er 2020 i morgen og 2030 i næste uge, når vi snakker om investeringer i energisektoren. De kraftværker, hvad enten det er vind, biomasse, gas eller kul, som bygges i dag, kommer til at stå de næste 25-40 år. CO2-målene giver gennem EU's CO2-kvotesystem en pris på udledning af CO2, hvilket dermed bestemmer, hvilke kraftværker der bedst kan betale sig at bygge. Et ambitiøst CO2-mål giver en højere CO2-pris, som gør grønne investeringer rentable. En lav CO2-pris gør, at der investeres mere i fx kulkraft.
For det andet, så er en meget stor del af de europæiske kraftværker bygget i 70'erne og 80'erne som svar på oliekrisen, hvor alle lande gik væk fra brug af olie som brændsel. Europas kraftværker er derfor pensionsmodne med en gennemsnitsalder for kulkraftværker på omkring 30 år. Det er de næste 10-15 år, at en stor del af fremtidens elforsyning i EU bygges - uanset om der skabes politisk klarhed eller ej.
Klar føring til Polen
Det politiske spil om fremtidens rammer viser en klar føring til Polen. Med to gange veto for diskussioner om CO2-mål, så står kullobbyen stærkt, om end der blev 'reduceret' med det positive uformelle rådsmøde i Horsens i april, hvor en massiv opbakning fra energiindustrien om at få skabt klarhed over de kommende rammer blev tydelig. I disse uger forhandles der så om, hvilke rådskonklusioner landene kan blive enige om på rådsmøde den 14. juni, som er Martin Lidegaards sidste som EU-formand. På dagsordenen er EU's 2050-energiplan. Polen går efter at fjerne al snak om CO2 og ønsker samtidig at fremme sine egne sager, som bl.a. er udvinding af skiffergas.
I politik, hvor det handler om at give og tage, så er det afgørende at kende sin modstanders styrker og svagheder - hvad vil de opnå, og hvad vil de undgå? I forhold til de fremtidige rammer for investeringer i energisektoren, så er det interessant, hvilken taktik der lægges i halvlegen i 'omklædningsrummet' bl.a. i forhold til Polen og fremtidige mål efter 2020.
Mit bud som 'mandagstræner' vil være at have et skarpt blik rettet mod Polens fokus på at undgå EU's indblanding i udnyttelse af skiffergas - fx i form af sikkerheds- og miljøkrav, som p.t. diskuteres på offshore olie- og gasudvinding. Det er måske her, der er mulighed for at opnå en udligning.
L&F: Lad os sætte fremtidens grønne dagsorden
Gang i forhandlingerne om energieffektivitet i EU
