18 havforskere i opråb: Ålegræs er afgørende for et rigt liv i havet, men det redder ikke vores klima

Af Peter Bondo Christensen, Stiig Markager m.fl. (se boksen i bunden)

De danske fjorde og kystnære farvande havde tidligere et rigt dække af ålegræs på havbunden. Planterne voksede helt ned til 11 meters dybde langs de åbne kyster og dækkede typisk fjordbunden med bølgende, grønne undersøiske enge til fem-seks meters dybde. På stenrev voksede der meterlange tangplanter, og begge vegetationsformer husede et rigt liv af smådyr og fisk.

Stenene blev fisket op og brugt til mole- og havnebyggeri rundt om i landet, mens ålegræsengene stadig fortrænges af alt for store udledninger af næringsstoffer fra land til vores kystvande og af forstyrrelser af havbunden med trawl og andre skrabende fiskeredskaber.

Udviklingen har dramatisk forarmet naturen i havet, og rundt omkring i landet arbejder mange gode kræfter aktivt på at vende denne udvikling blandt andet ved naturgenopretningsprojekter, der etablerer nye stenrev og forsøger at få ålegræs til at vinde frem i fjordene igen.

Det Blå kulstof

Havets planter opfanger og binder kuldioxid gennem deres fotosyntese. Det gælder alle plantelignende organismer i havet – fra mikroskopiske planktonalger til havgræsser og de store tang-arter, der former enorme undersøiske skove langs mange af verdens kyster.

Når havets planter dør eller bliver spist, bliver langt størstedelen af den bundne kuldioxid igen frigivet, når planterne nedbrydes.

Den resterende del af det bundne kulstof nedbrydes meget langsomt eller slet ikke men begraves i stedet primært i havbunden. Forskerne kalder det ”Blue Carbon” eller ”Blåt Kulstof”.

{{toplink}}

Gennem de sidste 10-15 år har man både nationalt og internationalt haft store forventninger til indsatser, der kan fremme den marine ”skovrejsning” samt øge begravelsen af endnu mere kulstof i kampen mod den globale opvarmning.

Kulstoffjernelse overvurderet

”Ålegræs-enge er klimahelte” er blot en af de prangende overskrifter til de mange artikler, der for nyligt har været bragt om ålegræssets evne til at fjerne kulstof fra atmosfæren.

Men desværre holder det forjættede udsagn ikke. Nyere forskning viser, at binding og begravelse af kulstof i de danske ålegræsenge kun udgør en meget lille brøkdel af de gigantiske mængder af klimagasser, som Danmark udleder.

Forskningen viser også, at det er vanskeligt at måle og opgøre ålegræssets bidrag til den samlede kulstofbegravelse, fordi ålegræs-enge er dynamiske og flytter sig med tiden, mens strøm og bølger omfordeler kulstoffet og sender det ud på dybere vand.

En lang række førende danske forskere indenfor marin økologi siger derfor nu samstemmende, at ålegræssets evne til permanent at begrave kulstof er meget begrænset i det store klimaregnestykke.

Nye data, som er de første målinger af hastigheden for kulstofbegravelse i havbunden under danske ålegræsenge, viser, at engene årligt maksimalt begraver 0,7 procent i forhold til Danmarks årlige udledninger af kuldioxid.

Selvom de eksisterende ålegræsenge begraver en vis mængde kulstof, er det kun udvidelser af ålegræsarealet, der bidrager til at tilbageholde ekstra kulstof og dermed har en lille effekt på de danske klimamålsætninger om at begrænse kuldioxid-koncentrationen i atmosfæren.

Usikkerhed om undersøisk skovrejsning

Kan man få ålegræs til at brede sig fra den nuværende dækning, optager de nye planter kulstof i vævet (biomassen), på samme måde som det sker ved skovrejsning på land. Men en undersøisk ’”skovrejsning” vil overvejende hjælpe de første år, hvor planterne vokser op.

Reelt kan vi ikke forudsige hvor store områder, ålegræs kan brede sig til. Tilvæksten er helt afhængig af lysforholdene ved havbunden og dermed udledningerne af næringsstoffer fra land.

Havbundens beskaffenhed er endvidere helt afgørende for, om ålegræs kan vokse der eller ej. Mange områder har nu en alt for mudret bund, til at ålegræs kan bide sig fast.

{{toplink}}

Som et bedste skøn skal man regne med, at en ”ålegræs-skovrejsning” højst kan finde sted på 1100 kvadratkilometer havbund i danske kystvande under de nuværende forhold.

Antager vi, at ålegræs reelt vokser frem på alle 1100 kvadratkilometer i en fremtid med reduceret kvælstofbelastning og derved bedre vækstforhold, kan de nye ålegræsenge maximalt binde 130.000 ton kulstof i alt i deres biomasse.

Afhængig af, hvordan man udtrykker det, svarer mængden af det bundne kulstof kun til mellem tre og seks dages udledning af kulstof som drivhusgasser fra Danmark.

I 2022 udledte Danmark 63.000.000 ton kuldioxid-ækvivalenter som klimagasser.

Fjern kuldioxid og næringsstoffer ved kilderne

Debatten om Blue Carbon har desværre været med til at fjerne fokus fra det egentlige mål: nemlig at få reduceret udledningerne ved kilderne. Vi kan ikke belave os på, at havets planter løser problemerne for os.

Ålegræs er helt afgørende for at genetablere et rigt havmiljø, og vi bør sætte fuld damp på for at få ålegræs og tang tilbage i vores kystvande. Men vi kan desværre ikke sælge budskabet på, at planterne også løser klimakrisen for os.

Indsatsen for at udbrede og beskytte havets skove kan ikke erstatte andre klimatiltag, og vi bør se kritisk på de sammenligninger, der har været fremme i medierne de sidste år, for at skabe et realistisk billede af, hvor meget havets planter kan begrænse kuldioxidmængderne i atmosfæren.

Vi skal forsat arbejde målrettet på at genskabe vækstbetingelserne for ålegræs. Det gør vi først og fremmest ved at reducere mængden af de næringsstoffer, vi udleder fra land til havet, og beskytte havbunden mod forstyrrelser med skrabende fiskeredskaber.

Som det ser ud nu, er der desværre meget lange udsigter til, at ålegræs breder sig i vores kystvande.

debat@altinget.dk