Mikkel Bjørn: Fodbold er ikke længere folkeligt – det er snarere en legeplads for de rigeste

Fodbold var engang en fortælling om helte og fællesskab. Nu risikerer vi at se sporten yderligere reduceret til kold kommerciel forretning. Denne udvikling afspejler en dybere tendens, hvor det frie marked synes at erodere vores kultur, skriver Mikkel Bjørn.

I skyggen af den seneste afgørelse fra EU-domstolen, hvor Super League-klubberne triumferede over Fifa og Uefa, står vi over for en kritisk reflektion af fodboldens fremtid. Det er en kamp mellem kommerciel dominans og sportens traditionelle værdier.

Hvor fodbold engang var en fortælling om storhed og fald, om lokale helte og fællesskab, risikerer vi nu – selvom man ikke troede, det var muligt – at se sporten yderligere reduceret til en kold kommerciel forretning.

Denne udvikling afspejler en dybere tendens, hvor det frie marked synes at erodere vores kultur. Det gælder også fodbold, som ikke just længere kan kaldes folkelig, men snarere en legeplads for de rigeste.

Det er en udvikling, der gør os alle fattigere ­– ikke kun økonomisk, men også kulturelt. Den fjerner os fra de grundlæggende menneskelige værdier, som sporten engang fremmede: samhørighed, rivalisering på sunde præmisser og en følelse af lokal stolthed.

Penge fremfor præstationer

Super League-konceptet, som nu har fået rettens ord for sin eksistensberettigelse, er et symbol på denne overfladiske tilgang til sporten. Det handler ikke om sportslige præstationer, men om markedets krav, og hvordan de store klubber kan tjene flere penge.

Hvordan kan vi acceptere en fremtid, hvor fodboldklubber ikke længere konkurrerer på lige vilkår, hvor de traditionelle op- og nedrykningsstrukturer udhules, og hvor fodboldens sjæl sælges til højestbydende?

Se bare Leipzig eller Union Berlin, som har været langt nede i de tyske amatørrækker, men som nu spiller Champions League. 

Det er på tide, at vi tager et standpunkt for at bevare resterne af fodboldens integritet.

Kamp for kulturel rigdom

Vi skal kræve en sport, hvor der stadig er plads til drømme om storhed og frygt for fald, hvor hver sæson er en ny fortælling og ikke bare et regnskabsår.

Vi skal insistere på en fodboldverden, hvor penge ikke er den eneste målestok for succes, og hvor de mindre klubber stadig har en chance for at skinne på den store scene.

{{toplink}}

Det er ikke blot en kamp for fodboldens sjæl, men også en kamp for at bevare de værdier, der gør sporten til mere end et spil. Det er en kamp for kulturel rigdom, fællesskabsfølelse og ægte passion – værdier, der ikke kan prissættes.

Lad os stå sammen om at beskytte disse værdier mod det frie markeds kulde og ligegyldighed. Sandheden er, at Super League allerede findes. Det hedder Champions League, og det er godt nok.

Forrige artikel F&P: Cykeltyverier er gift for Danmarks cykeldrømme og politiske mål F&P: Cykeltyverier er gift for Danmarks cykeldrømme og politiske mål Næste artikel Transportforsker: Staten investerer ineffektivt i dansk cykelinfrastruktur Transportforsker: Staten investerer ineffektivt i dansk cykelinfrastruktur