Vilhelmsen tøver med støtte til symbioser

SYMBIOSE: Erhvervsministeren vil gerne forlænge støtten til arbejdet med grønne industrisymbioser. Men hvordan hun vil arbejde for at sikre pengene i finansloven for 2014, vil hun ikke sige noget om.

Regeringen håber, at den med projektet “Grøn Industrisymbiose” kan få virksomhederne til at genbruge og udnytte hinandens affald. Dels af hensyn til miljøet. Dels i håbet om, at projektet kan skabe tiltrængt vækst og arbejdspladser.

Men skal man for alvor tro på, at partnerskaber på tværs af landets virksomheder skal flytte noget i en vækstmæssig kontekst, er det ikke nok at afsætte 10 millioner kroner til arbejdet i 2013, som regeringen og Enhedslisten med sidste års finanslov gjorde det.

“Her må regeringen gøre op, om det er noget, man satser på. Et år er jo bare til at komme i gang. Og hvis ikke der kommer opfølgninger, så vil en stor del af pengene være spildt,” har professor Arne Remmen fra Aalborg Universitet tidligere sagt til Altinget.dk.

Pointen er, at man med projektet forsøger at kopiere erfaringer fra Storbritannien, hvor staten gennem 10 år samlet har proppet godt 200 millioner kroner i arbejdet.

Og samme budskab lyder fra KL, som heller ikke tror på, at man kommer langt med arbejdet, hvis man blot knalder pengene af på et enkelt år uden derefter at foretage sig yderligere.

Vilhelmsen giver svar i mailinterview
Altinget.dk har gennem længere tid bedt om et interview med erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF), men hun har ikke ønsket at stille op.

Til gengæld har vi fået svar på en række skriftlige spørgsmål. Her er, hvad ministeren svarede.
 
Der er sat 10 millioner kroner af til at skyde arbejdet i gang i 2013. Flere aktører fremhæver dog, at satsningen ikke giver meget mening, hvis ikke der følges op med penge i de efterfølgende budgetår. Er der flere penge på vej?

“Det vil være et spørgsmål, som vil blive taget op i løbet af efteråret i forbindelse med finanslovsforhandlingerne for 2014. Jeg er positiv overfor at videreføre initiativet, hvis der er tilstrækkelig interesse fra virksomhederne, og vi kan finde midlerne.”

Og hvis pengene ikke findes til at forlænge arbejdet, hvordan forestiller du dig så, at 10 millioner kroner kan gøre gavn som kortsigtet satsning?

“Det er min forventning, at der i løbet af 2013 vil blive dannet partnerskaber med virksomheder, der ønsker at indgå i grønne industrisymbioser. Vi vil derfor være med til at identificere en række gode eksempler på grønne industrisymbioser, der kan tjene som inspiration for andre virksomheder og sætte gang i en forandringsproces.”

“Har man set, at nabovirksomheden kan tjene gode penge på øget genanvendelse, så er man mere tilbøjelig til selv at tænke i disse baner og på den måde fokusere mere på nye måder at nedbringe sine produktionsomkostninger på - oven i købet med en miljømæssig gevinst.”

Afgørende at virksomheder tjener penge på symbioser
Det rygtes, at en mulig strategi er at sætte en masse forskellige projekter i gang i 2013 som del af vækstpakken, og så samle op på initiativerne og slå det ihjel, som viste sig mindst effektivt. Er det en korrekt udlægning?

“Vi vurderer altid løbende effekterne af de initiativer, vi sætter i gang og tilpasser undervejs, hvis vi tilegner os ny viden.”

Hvad forventer du, at industrielle symbionser kan bidrage med? Forventer du, at de ligesom i England giver dokumenteret overskud - også for staten. Eller er det vigtigste, at vi ikke smider brugbare ressourcer væk, og så må økonomien komme i anden række?

“Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at estimere effekterne og dermed et eventuelt overskud af indsatsen. Der er ikke tvivl om, at det i rigtigt mange tilfælde kan betale sig være mere ressourceeffektiv. I løbet af året forventer vi at blive klogere på, på hvilke områder de største potentialer ligger.”

“Det er vigtigt at pointere, at grøn industrisymbiose er kommercielt baserede partnerskaber mellem virksomheder. Derfor er økonomiske besparelsespotentialer en forudsætning for, at virksomhederne overhovedet ønsker at danne symbioser.”

“Økonomien er derfor en vigtig faktor. Regeringens motivation for at støtte op om dannelsen af grønne industrisymbioser er både at nedbringe ressourceforbruget til gavn for miljøet, men også at styrke konkurrenceevnen ved at ruste vores virksomheder til fremtidens ressourceknappe økonomi.”

Login