Odense-borgmester: Ikke rimeligt hvis farvel til russisk gas går ud over vores skoler og plejehjem
Regeringen vil skrue op for investeringer i udrulning af fjernvarme og ned for andre offentlige byggeprojekter. I Odense frygter borgmesteren, at det rammer kommunens omfattende opgradering af de fysiske rammer for den lokale velfærd.
Udrulning af fjernvarme er af regeringen blevet udråbt som et afgørende skridt i bestræbelsen på at gøre Danmark uafhængigt af ’Putins gas’.
Med sit udspil ’Danmark kan mere II’ vil regeringen skrue op for tempoet i arbejdet med at få erstattet flere hundrede tusinde naturgasfyr rundtom i Danmark med fjernvarme.
En hurtigere udrulning af fjernvarme kræver store anlægsinvesteringer.