Ny stor aftale på plads: Danskerne skal af med gassen og grøn energi mangedobles

Den russiske indflydelse er for stor, mener et stort politisk flertal i Folketinget, der vil have stop for gas i boliger og mangedoble produktionen af grøn energi. Danmark bliver med denne aftale et grønt kraftværk for hele Europa, siger klimaminister.

Stort set alle partier i Folketinget er med i en ny aftale, der vil mangedoble produktionen af grøn strøm fra havvindmøller, landvindmøller og solceller og sætte turbo på udrulningen af fjernvarme.

”Det er helt afgørende for klimaet og for at gøre Danmark uafhængig af russisk energi, at et bredt og ansvarligt flertal i Folketinget nu står sammen og viser, at Danmark kan mere,” siger klimaminister Dan Jørgensen (S).

Med den nye aftale mener han, at Danmark kan blive et ”grønt kraftværk for hele Europa.”

Aftalen bygger på regeringens udspil Danmark kan mere II fra april, der blev kædet sammen med Ruslands invasion af Ukraine, som ifølge statsminister Mette Frederiksen viser, at klimapolitik og sikkerhedspolitik hænger uløseligt sammen.

Med den nye aftale lægges der op til, at der skal bygges havvindmøller svarende til yderligere 4 GW, der betyder, at Danmark potentielt kan femdoble produktionen af strøm fra havvind over de næste otte år.

På land ønsker partierne at skubbe på så elproduktion fra vindmøller på land og solceller firedobles frem mod 2030.

Og så skal de omkring 400.000 danske hjem, som er afhængig af gas til at opvarme boligen og brusebadet, i gang med at finde et mere grønt alternativ. Ambitionen er, at alt gas i nettet skal være biogas i 2030, og at der ikke er boliger, der opvarmes med gas, når vi når 2035.

{{toplink}}

Konkrete tiltag senere 

Inden årets udgang skal alle kommuner være klar med breve til disse husstande, der fortæller om mulighederne for at koble sig på fjernvarmenettet. Og hvis det ikke er en mulighed, hvordan man kan skifte til andre alternativer så som varmepumper.

Det er dog først i 2026, at folketingspolitikerne vil fremlægge mere konkrete initiativer og finansiering, når der er et bedre overblik over, hvor mange der skifter ved den umiddelbare hjælp fra kommuner og fjernvarmeselskaber.

Ifølge klimaministeren er gaspriserne blevet så høje, at der er gode privatøkonomiske grunde til at skifte gassen ud.

Han forventer nu en udbygning af både fjernvarme og vindmøller i omfang og hastighed, som ikke tidligere er set i Danmark.

”Det som har taget 40 år at bygge op med vindmøller, skal vi mangedoble nu på få år. Så jeg er en glad klimaminister i dag,” sagde Dan Jørgensen ved præsentationen til TV2 News.

Ny solcellestrategi

Af aftalen fremgår det, at regeringen i efteråret vil invitere KL til drøftelser om, hvordan kommunerne kan skabe plads til en fordobling af vindmøller på land og ti gange så mange solceller.

Planen er, at der skal findes 10-15 områder i landet til store energiparker.

Med aftalen afsættes også næsten 355 millioner kroner til en ny støtteordning målrettet solcelleproduktion på mindre tilgængelige arealer, såsom større tage og langs motorveje.

Inden udgangen af 2022 vil regeringen komme med en solcellestrategi.

Samtidig igangsættes en proces med at finde arealer til flere havvindmølleparker. Af aftalen fremgår det desuden, at der lægges op til igen at justere den såkaldte åben dør-ordning, hvor private energiproducenter selv kan byde ind med havvindmølleprojekter, samt at flytte placeringen og udskyde havvindmølleparken ved Hesselø.

Tempoet kunne være højere

Under forhandlingerne har både SF og Enhedslisten været nervøse for, at regeringens udspil ikke ville opfylde ambitionen om at få fjernvarmeudrulningen i mål i 2028.

Hos Dansk Fjernvarme er man glad for aftalen, men er stadig bekymret for at det aftalte ikke er nok.

”Det er glædeligt, at der er politisk opbakning til at udfase den dyre, russiske naturgas i vores boligopvarmning, selvom tempoet godt kunne have været højere,” siger direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.

Han peger på, at der mangler økonomisk hjælp til de boligejere, der ønsker at udskifte deres gasfyr med fjernvarme, samt mangler sikkerhed for de store investeringer fjernvarmeselskaberne skal foretage.

Det kunne ifølge Dansk Fjernvarme have været afhjulpet med en ja-tak til fjernvarme ordning, sådan som flere partier ellers har foreslået.

”Vi er bekymrede for, at der ikke er politisk vilje til at give fjernvarmeselskaberne de nødvendige værktøjer, der skal gøre ambitionerne til virkelighed,” siger Kim Mortensen.

Naturen medtænkes 

En anden bekymring i forhandlingerne har været, om naturhensyn nu kommer til at vige, når der skal bygges vindmøller, elmaster og store solcelleparker i lyntempo.

Hos Danmarks Naturfredningsforening ser man dog positivt på lørdagens aftale. Her mener man, at mange af konflikterne med lokale og naturhensyn kan undgås med bedre planlægning.

Og det ser man konturerne af med aftalen.

”Vi har advaret meget kraftigt mod at undertvinge naturbeskyttelsen i kampen for at få mere vedvarende energi. Derfor er vi også meget tilfredse med, at aftalen har fokus på biodiversitet, sameksistens og der ikke er blevet gjort alvor af truslerne om at tilsidesætte naturbeskyttelsen,” siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

”Der er masser af plads i Danmark til vedvarende energi – det handler for os at se om bedre planlægning, rådgivning og hurtigere sagsbehandling.  Vi tror meget på, at den her aftale kan være med til at sætte fart på udbygningen og reducere de lokale konflikter, når der skal opsættes sol og vind,” tilføjer hun.

Glad energibranche 

Hos energibranchen er man ikke overraskende glade for udsigten til at vindmølle- og solcelleselskaber kan få fyldt op i ordrebøgerne.

Kristian Jensen, der er administrerende direktør i Green Power Denmark, kalder det en ”historisk aftale.”

”Det bør stå helt klart nu, at vi ikke kan bygge for meget vedvarende energi – især ikke med den voksende klimakrise og den nuværende sikkerhedspolitiske situation. Der venter nogle vilde grønne år forude, og i energibranchen er vi klar til at levere,” siger Kristian Jensen i en kommentar.

Han roser samtidig politikerne for at fjerne nogle sten på vejen for at udbygningen.

”Hvis vi skal gøre os fri af fossile brændsler, så nytter det ikke, at det tager årevis at opstille en vindmølle- eller solcellepark, at undersøge bundforhold for havvindmøller eller at få lov til at forstærke og udvide elnettet. Derfor er det godt, at politikerne fjerner barrierer og gør det nemmere at opstille vindmøller og solceller. Der er stadig noget at gøre – men meget er gjort med denne aftale,” siger Kristian Jensen 

Forrige artikel EU klar med pesticid-udspil: Vil halvere forbruget inden 2030 EU klar med pesticid-udspil: Vil halvere forbruget inden 2030 Næste artikel Ny CO2-afgift og rabat til Aalborg Portland: Regeringen præsenterer ny grøn skattereform Ny CO2-afgift og rabat til Aalborg Portland: Regeringen præsenterer ny grøn skattereform