Ny fælles informationsportal

NY HJEMMESIDE: Energiforskning.dk samler op og præsenterer relevante energiteknologiske forsknings- og udviklingsprogrammer fra virksomheder og universiteter. Det giver langt bedre overblik for brugerne.

De danske energiforskningsprogrammer offentliggør en ny fælles projektportal: energiforskning.dk. Portalen giver overblik over energiteknologiske forsknings- og udviklingsaktiviteter.

Den nye portal viser, hvilke projekter der er sat i gang, og du kan finde resultater af afsluttede projekter. Du kan se, hvilke virksomheder og universiteter, der gennemfører projekterne, og hvad de går ud på. Med andre ord: du kan se, hvad den milliard, der hvert år bevilges til energiteknologiske forsknings- og udviklingsprojekter, går til.

Portalen er opbygget således, at det er let at få overblik over projekter inden for specifikke områder f.eks. solenergi eller brint og brændselsceller. Man kan se, hvad de forskellige programmer har givet, og hvilke projekter der er bevilget i bestemte år eller til bestemte virksomheder. Informationen er organiseret i lag fra korte introduktionstekster til mere uddybende beskrivelser og links til yderligere information. Portalen kan derfor både anvendes af almindeligt nysgerrige og af professionelle på området.

Portalen er et samarbejde mellem Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, EUDP, Det Strategiske Forskningsråd, Energinet.dk, Dansk Energi og Højteknologifonden. Hvert år bevilger disse programmer op til en milliard kr. til forskning og udvikling inden for energiteknologi. DTU bistår med opdateringen.

Samtidig med offentliggørelsen af energiforskning.dk, offentliggør EUDP en portal for EUDP-støttede projekter på energiteknologi.dk. Portalerne er offentliggjort i en foreløbig udgave, der vil blive opdateret løbende.

Login