Netselskabet N1: Hybridparker på land batter mere end energiøer til havs

Ved at placere sol- og vindenergi sammen i hybridparker kan man hurtigt og billigt tilslutte mere end 1,5 gigawatt ny grøn strøm alene i Jylland. Det bør være en kerneopgave for regeringens Nationale Energikrisestab at forløse dette potentiale, skriver Carsten Bryder.

Hos Netselskabet N1, som er Danmarks geografisk største elnetselskab, arbejder vi hver dag stenhårdt for at tilslutte mere vedvarende energi til elnettet.

Sidste år tilsluttede vi 606 megawatt ny vedvarende energi i N1’s netområde. Det er nok til at dække cirka 270.000 husstandes energiforbrug – og det svarer til cirka halvdelen af al vedvarende energiproduktion tilsluttet på land i Danmark i rekordåret 2022.

Vi går meget op i at gøre tingene sikkert, hurtigt og effektivt, fordi vi ved, at hastighed er altafgørende for den grønne omstilling. Vi skal elektrificere både transport, varme og industri på bæredygtig vis.

Det kræver enorme mængder grøn strøm. Derfor skal vi i 2023 have firedoblet mængden af vedvarende energi på land.

Men hvordan får vi al den vedvarende energi tilsluttet elnettet hurtigt og billigt? En del af svaret ligger lige for: Lad os udnytte det elnet, som vi allerede har og dermed spare forbrugerne og samfundet både tid og penge til udvidelser af kapaciteten.

Tre fluer med et smæk

I dag er størstedelen af de danske energiparker enten sol- eller vindmølleparker. De er hver især tilkoblet elnettet med en effektrettighed, der passer til den produktion, de kan levere.

Solen skinner imidlertid ikke fra en skyfri himmel hele tiden, ligesom vinden ikke blæser med konstant høj styrke. Derfor bliver den rettighed sjældent udnyttet til fulde.

Endnu sjældnere sker det, at solceller og vindmøllers maksimale produktion overlapper. Derfor kan de samme kabler og tilslutningsanlæg benyttes.

En solcellepark kan således billigt og hurtigt tilkobles elnettet dér, hvor der allerede står en vindpark og vice-versa, uden at der mistes nævneværdig produktion fra vind eller sol.

Ved at placere sol- og vindenergi sammen i såkaldte hybridparker kan man altså øge produktionen af grøn strøm og samtidig undgå omkostningerne til nettilslutning og netforstærkning.

Det er ikke uvæsentligt i en tid, hvor der er rift om både materiel og kloge hænder til at udføre anlægsarbejdet.

Hertil kommer tidsbesparelsen ved at bruge en eksisterende tilslutning. Man slår altså tre fluer med et smæk: mere grøn strøm, hurtigere og billigere.

{{toplink}}

En ny standard

Alene i N1’s netområde vurderer vi, at der er et potentiale for at øge produktionen af grøn strøm med 1,5 gigawatt ved samplacering i eksisterende vedvarende energiparker. Det er immervæk halvdelen af den planlagte produktion, som Energiø Bornholm skal levere i 2030. 

Potentialet bliver imidlertid kun forløst, hvis de kommercielle aktører får de rette incitamenter til at gå sammen om at opgradere eksisterende energiparker til hybridparker.

Det bør være en kerneopgave for regeringens Nationale Energikrisestab (Nekst), som blandt andet tæller en række af de centrale udviklere af vedvarende energi, at foreslå en model, som kan forløse det potentiale.

Mit andet forslag vil være, at hybridparker bliver gjort til standarden, når der skal bygges nye energiparker i statsligt og kommunalt regi. Det gælder for eksempel, når de 15 nationale energiparker, som blev aftalt med Klimaaftale 2022, skal udvælges.

Ved at gøre hybridparker til standarden kan vi udnytte elnettets kapacitet til fulde og sikre grønne smæk for skillingen.

{{toplink}}

Forrige artikel Biogas Danmark: Kvoteannulleringer hjælper ikke på danske klimamål Biogas Danmark: Kvoteannulleringer hjælper ikke på danske klimamål Næste artikel Concito: EU-forpligtelser skal tænkes ind i nationale klimabeslutninger Concito: EU-forpligtelser skal tænkes ind i nationale klimabeslutninger