Liberalisering vil føre til højere varmepriser

DEBAT: SF ønsker en liberalisering af affaldssektoren. Men det vil føre til en ekstra fjernvarmeregning på mere end 350 millioner kroner. Og hverken besparelser eller bedre udnyttelse af affaldet, skriver Dansk Fjernvarmes Kim Mortensen.

Af Kim Mortensen
Direktør for Dansk Fjernvarme 

SF's miljøminister Ida Auken har sat sig et mål: Hun vil liberalisere affaldssektoren. Affaldsforbrændingsanlæggene skal for enhver pris gøres kommercielle med deraf følgende forrentningskrav.

En liberalisering af affaldssektoren vil ikke føre til hverken bedre udnyttelse af affaldet eller lavere priser.

Det er ikke sket i nogen af de andre sektorer, som tidligere er blevet liberaliseret, og hvordan skulle det gøre det? En kommerciel ejer har jo ikke noget incitament til at sænke priserne og dermed minimere sit overskud. Tværtimod.

I dag har Danmark en af de mest velfungerende affaldssektorer i verden. Vi udnytter affaldet som en ressource, så det, folk smider ud, bliver til energi i form af varme og el.

Selvfølgelig skal vi blive bedre til at genbruge ressourcerne, hvilket jo også selvsagt vil betyde mindre mængder, der skal forbrændes. Det er helt indlysende, at vi skal gøre dette.

Vil ikke føre til besparelser
Skal Ida Aukens ide opfyldes, så skal det sikres med 250 procents garanti, at fjernvarmen ikke skal være forpligtet til at aftage varmen. Det vil ganske enkelt blot føre til prisstigninger på op til 3000 kroner per varmeforbruger.

Det er nemlig den forskel, der er på priserne for fjernvarmeværker, der aftager affaldsvarme, og de, som får fjernvarme ved hjælp af andre opvarmningskilder. En kommerciel ejer vil hurtigt regne ud, at man kan tjene penge på at hæve prisen, hvis fjernvarmeværket reelt ikke kan sige nej til varmen fra forbrændingsanlægget.

I dag er både fjernvarmen og affaldssektoren underlagt hvile-i-sig-selv-princippet, som sikrer, at priserne dækker over de reelle og nødvendige omkostninger. I dag bliver cirka 20 procent af fjernvarmen til på baggrund af affald.

Ida Auken har fået beregnet, at der vil være en gevinst på 350 millioner ved en liberalisering. Den gevinst vil ikke tilfalde fjernvarmeforbrugerne, som i stedet vil have udsigt til en prisstigning på betydeligt mere end 350 millioner kroner.

SF bør lytte til Dansk Affaldsforening
Gevinsten er altså ikke-eksisterende, og der vil heller ikke være rum til en effektivisering af branchen. Affaldsmængderne er ganske enkelt faldende, og dermed er forretningsomfanget på sigt faldende.

Dansk Affaldsforening har udarbejdet et forslag, som vil sikre en rationaliseringsgevinst på 315 millioner kroner uden en milliardregning til fjernvarmeforbrugerne i form af en liberalisering. Den bør SF-miljøministeren overveje - nøje.

Forrige artikel Ny ordning gavner ikke landzone-boliger Ny ordning gavner ikke landzone-boliger Næste artikel To et halvt år med energilandsbyer i Region Sjælland