Kvaliteten mangler i byggeriet

DEBAT: Der kommer stadig flere certificeringsordninger med relation til bæredygtighed, men både bygherren og miljøet har grundlæggende mest brug for kvalitet, skriver Søren Pedersen, bestyrelsesmedlem i Foreningen Bæredygtige Byer og Bygninger.

Af Søren Pedersen
Rådgiver og bestyrelsesmedlem i Foreningen Bæredygtige Byer og Bygninger

Siden det tavse forår har "grønt" bredt sig fra individ til foreninger og politikere og fylder nu så meget i forbrugernes bevidsthed, at store virksomheder kaster rigtig mange penge i det. Den kontante pr-værdi i bæredygtighed kan man se, når pengetanke investerer beløb svarende til mellemstore virksomhedsopkøb, aktuelt med Villum Fondens etablering af en gigantisk grøn fond.

Certificeringsordninger på stribe
Certificering af miljørigtige projekter startede vel omtrent med passivhuscertificering. Så dukkede Bream op, og Svane-mærkning, senere en lokal variant af DGNB til det danske marked, en BREAM i Norge osv.

Nu skal Velux også være med, så Velux-fonden kaster 29 millioner kroner i en certificeringsordning for aktivhuse. Aktivhuse er Velux' hidtil største markedsføringssucces, oplyste en medarbejder, da denne skribent kom for skade at kritisere et vanvittigt dyrt fyrtårnsprojekt.

Europæiske bygherrer ville imidlertid helst holde sig til én, og det er hverken den globale passivhuscertificering eller en isoleret dansk ordning, men derimod BREAM. Rådgivere og entreprenører vil ikke nødvendigvis have nogen overhovedet.

Kvaliteten mangler
Men bygherren får end ikke den almindelige, rimelige kvalitet, han burde kunne forvente.

Tegninger og beregninger hænger ikke sammen, vinduesproducenten ved ikke altid, hvilke ruder han leverer, nogle håndværkere kan ikke sætte to stykker isolering sammen, og indregulering af ventilationen ligner skrivebordsarbejde. Uanset om KS-mapperne står og fylder på hylden.

Og bæredygtighed er også bare et ord, hvis ikke de grønne fantasier bliver gennemført i projektering og udførelse. Uden god kvalitet får vi ikke den reduktion i klimapåvirkning, ressourcetræk osv., som vi har brug for.

Erfaringerne fra store og små tegneborde og byggepladser viser, at der bliver lavet gode ting, som lever op til almindelige, rimelige forventninger, men at der også bliver lavet utroligt ringe arbejde, og at faglig stolthed er en mangelvare. Billedet er også anerkendt internationalt.

Orden i stedet for ordning
Når man ser det brogede billede, forstår vi godt, at klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (RV) som annonceret 30. oktober vil tage fat på bæredygtighed. Og misforstå os ikke: FBBB vil meget gerne bidrage til dette arbejde. Men der er overhængende fare for, at endnu en ordning for bæredygtighed på det lille danske marked bliver netop dette: Endnu en.

Vi tror fast på, at det ville give langt større genlyd, hvis Danmark sætter sin egen dagsorden og fokuserer på den helt grundlæggende værdi i byggeriet: Vi vil opfordre ministeren til at lave en national indsats for højere kvalitet i byggeriet.

Erfaringen fra arbejdet med granskning og kontrol på byggepladserne viser også den afledte effekt, at man kan skabe en meget effektiv videndeling, fra det ene tegnebord til det andet og fra byggepladsen til det næste tegnebord. Dermed kan vi udvikle os hurtigere og ikke bare sikre den almindelige, rimelige kvalitet, men oven i købet give bygherren og samfundet en stadig større kvalitet og stadig mere bæredygtige bygninger.

Første skridt er, at vi bliver gode til at bygge. Så kan vi også bygge bæredygtigt.

Forrige artikel Når politik bliver til videnskab i miljøpolitikken Når politik bliver til videnskab i miljøpolitikken Næste artikel  Vi skal blive langt bedre til at udnytte vores affald Vi skal blive langt bedre til at udnytte vores affald
Grønt overblik: Det skal du holde øje med

Grønt overblik: Det skal du holde øje med

Minister skal i samråd om kontroversiel forskningsrapport om bundtrawling, Transportudvalget rejser til Tyskland og to partier på højrefløjen mødes i weekenden. Her er, hvad du skal holde øje med i den kommende uge.