Intelligent Energi: Her er den forældede regulering, der står i vejen for den grønne omstilling

Det er bemærkelsesværdigt, at der kan være så meget uafklaret regulering på en gang og hen over så store dele af energi- og forsyningssektorerne. Alle tripper for at bidrage til den grønne omstilling, men aktørerne er låst af forældet regulering, skriver Helle Juhler-Verdoner.

Grøn omstilling er en dansk og global prioritet, men regulatoriske uklarheder på energi- og forsyningsområdet forsinker og fordyrer omstillingen.

De nuværende udfordringer berører alle lige fra el-, fjernvarme- og vandsektorerne til bygningsejere, bygherrer og teknologileverandører. Alle tripper for at bidrage til den grønne omstilling men er låst af forældet regulering.

Folketinget har for længst indgået aftaler, og det er på høje tid, at de bliver udmøntet og leveret i en form, der følger formålet om en accelereret, effektiv grøn omstilling, så vi i Danmark kan nå vores klimamål for 2030 og 2045.

Alt går for langsomt

Det er bemærkelsesværdigt, at der kan være så meget uafklaret regulering på en gang og hen over så store dele af energi- og forsyningssektorerne.

Forsyninger, virksomheder og kommuner higer alle efter at lave flere grønne løsninger og øge tempoet i den grønne omstilling, men vi er nødt til at vente år efter år på regulering – eller sætte i gang med store investeringsrisici, der underminerer den grønne omstilling.

Alt går for langsomt med det resultat, at gas, varme og CO2 'fosser' ud steder, hvor det i stedet kunne gøre gavn for samfundet.

Den regulatoriske uafklarethed påvirker samtlige energi- og forsyningssektorer. For elsektoren pågår der langvarige drøftelser om et grønt tillæg til indtægtsrammen. Fjernvarmesektoren afventer et aftalt prisloft og justeringer af substitutionsprisen.

Dette har også forsinket implementeringen af 'Klimaaftale om grøn strøm og varme' fra juni 2022. Det er afgørende, at der skabes klarhed på disse områder før sommeren 2024, så de kan få effekt fra 2025.

I vandsektoren står det endnu værre til. Her har man ventet siden 2018 på udmøntning af en politisk aftale, og de seneste lovforslag har ikke løst deres udfordringer eller skabt incitamenter til et bedre samspil med energisektoren, grøn omstilling eller til at reducere overløb.

Få rammerne på plads

Det er afgørende at etablere regulatoriske rammer, der understøtter de markante og langsigtede investeringer.

Forsinkelsen af rammerne låser os fast i et uholdbart, siloopdelt energi- og forsyningssystem. Løs båndene, så vi kan omstille til et effektivt og grønt energi- og forsyningssystem, der er tilpasset grønne energikilder.

{{toplink}}

Reguleringen skal give plads til innovation og tilpasning, så Danmark og danske virksomheder kan være i front teknologisk, klimamæssigt og økonomisk.

Den økonomiske regulering skal derfor være stabil og forudsigelig for både forsyning, infrastruktur og forbrugere, så hvert led understøttes i de nødvendige, grønne investeringer. Og samtidigt ikke forudbestemmer eksakte løsningerne ud af manglende tillid.

Fem anbefalinger

Den nuværende regulatoriske uklarhed skaber en væsentlig hindring for Danmarks grønne omstilling. En hurtig og beslutsom handlen for at skabe klare og understøttende regulatoriske rammer er ikke kun vigtig for energi- og forsyningssektorerne, men også for hele landets fremtidige bæredygtighed.

Det er nu op til de regulatoriske myndigheder at træde i karakter og levere de rammer, der kan sætte fart i den grønne omstilling.

Her er fem anbefalinger, som vi fremsatte i begyndelsen af 2023. Nu skal arbejdet med disse landes.

De fem anbefalinger vil fremme den grønne omstilling og sektorkobling. De vil også styrke samarbejdet på tværs af forskellige sektorer og give omkostningseffektive løsningerne for samfundet.

  1. Energi fra spildevand skal ikke spildes. Vand- og spildevandssektoren skal have økonomisk incitament til sektorkobling med varmesektoren
  2. Fjernvarmeværkerne skal elektrificeres og tjene på at være fleksible elforbrugere
  3. Lad elnetselskaberne fremtidssikre elnettet med fremadrettede investeringer
  4. Tilskynd digitale og styrbare løsninger
  5. Støt innovation af energisystemdesign

Forrige artikel Rådet for Bæredygtig Trafik og VedvarendeEnergi: Flyafgiften bør gå til grønne transportalternativer Rådet for Bæredygtig Trafik og VedvarendeEnergi: Flyafgiften bør gå til grønne transportalternativer Næste artikel Tænketanken Europa: Den europæiske statsstøtte kræver mere koordinering for at blive en succes Tænketanken Europa: Den europæiske statsstøtte kræver mere koordinering for at blive en succes