Havne-aktører og Landdistrikternes Fællesråd: Skibene skal også kunne tanke grøn strøm

Havnene rundt i hele landet skal tænkes ind i udbygningen af elnettet de kommende år, hvis en grøn omstilling af skibstrafikken herhjemme skal være mulig, skriver Jacob K. Clasen, Tine Kirk og Steffen Damsgaard.

Elnettet skal udbygges i de kommende år for at imødegå de mange nye krav til den grønne omstilling. Vi ser allerede i disse år, hvordan både almindelige ladestandere og hurtigladere bliver sat op med stor fart for at skabe et mere finmasket infrastrukturnet til de mange nye elbiler.

Men efterspørgslen er langt større end blot personbiler og tung vejtransport. Et af de steder, hvor efterspørgslen kun stiger, og hvor behovet er større end nogensinde, er på havnene. De første elfærger er for længst på vandet, og flere er på vej.

Det stiller krav til elnettet, som skal kunne levere enorme mængder strøm på steder, hvor der i dag ikke er kabler. Og det er ikke kun færgerne, der kommer til at tanke strøm i fremtiden. Det gør offshore- og en del af fiskefartøjerne på sigt også.

Derfor vil det være nødvendigt med en udbygning i Hanstholm, Hvide Sande og Frederikshavn for blot at nævne nogle stykker. Lidt populært sagt kan man sige, at vi skal have trukket kabler helt ud for enden af molerne.

Det er i sagens natur, hverken simpelt eller billigt at trække store kabler til helt nye steder. Det er en opgave, som kræver planlægning og investeringer og et godt offentligt-privat samarbejde.

Ladestanderne skal helt ud til molerne
For os at se er det både en oplagt og nødvendig opgave at tage hul på for en ny transportminister og en ny energiminister, når en ny regering er sammensat. Her kan man skele til Scandlines, som allerede i 2019 investerede i et større kabel, der kunne servicere Rødby Havn.

Det kabel er netop ved at blive forlænget helt ud til kajen, så deres kommende fuldt elektrificerede godsfærge kan tanke grøn strøm. En lignende øvelse vil skulle laves rigtig mange andre steder både havne i land- og yderkommuner samt på øerne, men også i store havne som Aarhus, hvor Molslinjen hører hjemme og i Odden Havn.

De har netop investeret i en ny teknologi – såkaldte ’flywheels’, som potentielt kan bringe deres hurtigfærger over på ren eldrift. Det kan kun lykkes, hvis forudsætningerne er til stede, og strømmen kan leveres, hvor der er brug for den – for enden af molerne.

El-infrastruktur helt til frem til molen er vigtigt, men rundt om i landet vil en række havne også kunne blive udskibningshavne eller forsyningshavne for de nye grønne brændstoffer, som produceres på kommende PTX-anlæg i baglandet til havnene.

Derfor bør de grønne brændstoffer ikke glemmes, når man skal sikre el-infrastrukturen helt til havnemolen.

{{toplink}}

I udrulningen af et stærkere elnet er det vigtigt også at huske øerne. Hvis ø-færgerne skal have en chance for at omstille sig til eldrift, kan det blive nødvendigt for dem at have en lademulighed på øerne og ikke kun på fastlandet. Det gælder både de større ø-kommuner men kan også blive aktuelt på de mindre øer.

Så kære kommende ministre inden for transport og energi; vi vil gerne gentage det, som vi sagde i Det Blå Danmarks klimaanbefalinger til regeringen for mere end to år siden. Vi har brug for en konkret handlingsplan for ny og forbedret energiinfrastruktur på havnene.

Hvis I skubber på den proces, så er vi klar med både grønne skibe, ladeinfrastruktur, elkraner og PtX-satsninger, så vi sammen får nedbragt CO-udledningen fra de maritime erhverv, som har meget stor betydning lokalt rundt i landet.

Forrige artikel FRI: Sektorkobling og synergi skal fremme den grønne omstilling og forsyningssikkerheden FRI: Sektorkobling og synergi skal fremme den grønne omstilling og forsyningssikkerheden Næste artikel EWII om klimakrisens løsninger: Teknologierne findes allerede, men den politiske vilje halter EWII om klimakrisens løsninger: Teknologierne findes allerede, men den politiske vilje halter