Forbrændingssektoren skal liberaliseres med omhu

DEBAT: Selvom der er et pænt effektiviseringspotentiale i forbrændingssektoren, kan overkapacitet og klodsede afgifter spænde ben for liberaliseringens velsignelser og i sidste ende føre til højere varmepriser for forbrugerne, advarer det kommunale affaldsselskab L90.

Af Uffe Henneberg 
Bestyrelsesformand, L90
Poul Kristensen 
Direktør, L9

Per Nielsen
Underdirektør, L90

Ressourcestrategien fortæller, at op mod 600.000 ton affald ud af ca. 3 mio. ton skal flyttes fra forbrænding til genanvendelse. Det giver anledning til nøje at overveje, hvordan ejerne af forbrændingsanlæggene skal forholde sig til fremtiden. Ud over at der er lagt op til, at mere affald skal genanvendes, indeholder strategien initiativer om, at der skal ske en effektivisering af forbrændingssektoren, således at det affald, der skal forbrændes, tilføres de mest effektive anlæg.

Vi er selvfølgelig helt indforstået med, at forbrændingsanlæg skal drives effektivt med hensyn til energiudnyttelse og omkostninger. Vi vil således gerne opfordre til, at den model, der vælges, tager højde for en harmonisering af afgifterne af hensyn til konkurrencevilkårene i Europa. Overvejelser omkring kapacitetsstyring, varmeafsætning og forsyningssikkerhed (herunder hvordan og hvem der kan generere grundlaget for etablering af ny forbrændingskapacitet) mener vi også er meget relevante.

Hel - eller delvis liberalisering af forbrændingssektoren
Hvordan affaldsforbrændingssektoren i fremtiden skal organiseres og konkurrenceudsættes vides endnu ikke, men baggrunden for initiativet er kendt.

I december 2010 præsenterede en tværministeriel gruppe en rapport, der tilkendegav et effektiviseringspotentiale på op mod 400 mio. kr. årligt ved en konkurrenceudsættelse af forbrændingssektoren. Meget tyder på, at det er denne konkurrenceudsættelse, som Ressourcestrategien nu baner vejen for, og vi tror, at der bliver tale om det, der betegnes som licitationsscenariet, hvor alt affald til forbrænding konkurrenceudsættes. Det betyder i praksis, at kommunernes egne mængder også skal udbydes, og ikke som i dag, hvor det kan forbrændes på egne anlæg.

En konkurrenceudsættelse af forbrændingsmarkedet vil være en spændende udfordring, men der ses også en række problemstillinger, som er af vital betydning.

Der har igennem en periode været fokus på, at der er en overkapacitet på de danske forbrændingsanlæg. Dette er også korrekt, og med Ressourcestrategiens ambitiøse mål kunne det forventes, at denne overkapacitet ville blive endnu mere markant. Her er det imidlertid vigtigt at se på, hvordan et forbrændingsanlæg fungerer. Det er nemlig ikke kun antal ton affald, der tilføres, der er relevant, men i høj grad på brændværdien af affaldet. Følgende er derfor interessant:

Bedre energiudnyttelse
Ressourcestrategien indeholder initiativer om, at den organiske del af husholdningsaffaldet skal bioforgasses og ikke som i dag forbrændes. Dette affald har en lav brændværdi. Det er dog således, at energiudbyttet ved at forbrænde fraktionen er væsentligt højere end ved at bioforgasse, men mulighederne for at genvinde næringsstofferne ved forbrændingen er endnu ikke er tilstede, og biogas rangerer højere end fjernvarme som energikilde.

Ressourcestrategien indeholder også initiativer, der skal sikre en større genanvendelse og nyttiggørelse af shredderaffald, som er et restprodukt fra skrotbranchen. Nyttiggørelsen skal bl.a. ske ved forbrænding. Shredderaffald har en høj brændværdi, og det betyder i praksis, at 1 ton shredderaffald erstatter i størrelsesordenen 2-3 ton organisk husholdningsaffald.

Afgifter
SKAT arbejder i øjeblikket intenst med indførelse af en forsyningssikkerhedsafgift (FSA). Der forventes bl.a. den effekt, at dele af det træaffald, som i dag eksporteres fra Danmark til Tyskland og Sverige fremover forbliver i Danmark, idet forsyningssikkerhedsafgiften for denne type affald vil betyde en afgiftslettelse i forhold til de afgifter, der i dag betales.

Vi ser derfor en udvikling, hvor antallet af ton til forbrænding reduceres, mens den samlede mængde energi, der tilføres forbrændingsanlæggene, ikke ændres væsentligt. Dette sammenholdt med, at flere danske forbrændingsanlæg i de kommende år vil være nedslidte og ineffektive i forhold til den nyeste forbrændingsteknologi. Derfor ses et fremtidigt marked, hvor der visse steder i Danmark vil opstå mangel på forbrændingskapacitet.

Afgifter harmonerer ikke med liberalisering
Afgifter ses som et centralt emne i forhold til en konkurrenceudsættelse og en liberalisering af affaldsforbrændingen. En liberalisering er uforenelig med de nuværende afgifter.

Forbrændingsegnet affald er i dag en vare, som i Danmark både importeres og eksporteres.

I Storbritannien har der igennem en årrække været fokus på at nedbringe mængderne til deponering. De mangler imidlertid forbrændingskapacitet og har derfor kigget mod resten af EU, hvor der i flere lande er en ledig forbrændingskapacitet til rådighed. Dette har udviklet sig til, at der i dag handles millioner af ton fra Storbritannien. Denne handel er baseret på de frie markedskræfter og danske anlæg er således i konkurrence med udenlandske anlæg. Forskellen er bare, at der i Danmark betales i størrelsesordenen 260 til 300 kr./ton affald i afgifter, hvilket er direkte skævvridende, når prisen på det øvrige europæiske marked, hvor der ikke er afgifter for denne type affald, er ca. 275 kr./ton, hvorved de danske forbrændingsanlæg får det svært i konkurrencen.

Hvis kommunernes nuværende ret til at bestemme, hvor det forbrændingsegnede affald skal leveres, ophæves, er det sandsynligt, at en andel af erhvervsaffaldet vil finde til Sverige og Tyskland, idet prisen her er konkurrencedygtig med de danske priser. Det er skadeligt, for de danske forbrændingsanlæg kunne være ekstremt konkurrencedygtige, hvis der ikke var afgifter i Danmark. Ligeledes kunne udenlandsk affald i høj grad være med til at sikre en god udnyttelse af den kapacitet, der er etableret i Danmark - en kapacitet, der i værste fald nedlukkes "inden tid" med stranded cost til følge.

Varmeforbrugeren kan ende med dyr ekstraregning
Et andet aspekt, som bør indgå, når konkurrenceudsættelse af forbrændingsanlæggene diskuteres, er, at alle anlæggene har en aftale om salg af varme. Disse aftaler er indgået på vidt forskellige vilkår. Derfor kan en konkurrenceudsættelse risikere at få konsekvenser for varmeforbrugerne, idet en for varmeaftageren gunstig aftale kan medføre, at forbrændingsanlægget, der skal konkurrere på affaldsprisen, kan tabe i konkurrencen om affaldet og i værste må nedlukke. Dette vil få væsentlige konsekvenser for det pågældende varmeopland, hvor der skal etablere ny varmeforsyning. Det kan komme til at koste fjernvarmeforbrugerne dyrt, og det kan ingen være interesserede i.

Forrige artikel Fjernvarme - det næste eventyr? Fjernvarme - det næste eventyr? Næste artikel Ressourcestrategien er meget mere end klima Ressourcestrategien er meget mere end klima