Folkekirkens Nødhjælp: Affaldsselskaber og kommuner skal ikke konkurrere med frivillige genbrugsbutikker

Kommunernes og Dansk Affaldsforenings nye initiativer skal ikke trækker tæppet væk under de frivillige genbrugsbutikker, når den nye affaldslov kan implementeres. Affaldsselskaber og kommuner bør tænke de frivillige genbrugsbutikker med som en del af løsningen, skriver Mattias Söderberg.

Nye tal fra Klimaministeriet viser, at danskernes privatforbrug står for en stor del af vores udledninger af drivhusgasser. Der er brug for forandring, og genbrug er en del af løsningen.

Dansk Affaldsforening samler de danske genbrugsstationer, og det er en vigtig aktør, når vi skal mindske udledningerne fra vores privatforbrug.

Men som den nye affaldslov, der blev vedtagen af Folketinget sidste år, understreger, så står genbrugspladserne ikke alene. De frivillige genbrugsbutikker spiller også en vigtig rolle.

Folkekirkens Nødhjælp var først til at starte genbrugsbutikker i Danmark, og vi har 50 års erfaring med at indsamle og sælge genbrugsartikler.

De frivillige bidrager dermed til to vigtige formål; at mindske udledninger fra danskernes privatforbrug og at rejse penge til velgørende formål. De penge, som kommer ind i Folkekirkens Nødhjælps genbrugsbutikker, går også i stigende grad til at hjælpe ulande med klimatilpasning og grøn omstilling.

Initiativer må ikke trækker tæppet væk under frivillige genbrugsbutikker.
De danske kommuner, og Dansk Affaldsforening er i fuld gang med at planlægge, hvordan den nye affaldslov kan implementeres, og hvordan danskerne skal blive bedre til at genbruge. Det er godt, og jeg vil derfor benytte muligheden for at bidrage med en central anbefaling, baseret på Folkekirkens Nødhjælps brede erfaring med genbrug.

Det er vigtigt, at nye initiativer ikke trækker tæppet væk under de frivillige genbrugsbutikker. Det ville i så fald være i strid med den politiske intention bag affaldsloven, hvor de frivilliges arbejde er anerkendt.

Desværre ser vi eksempler på, at affaldsselskaber og kommuner etablerer egne genbrugsbutikker, og på den måde har de indledt konkurrence med de frivilligt drevne genbrugsbutikker. Det er problematisk, fordi det hæmmer de frivilliges muligheder til at rejse midler til de respektive velgørende formål.

Tænk genbrugsbutikker som en del af løsningen
Det engagement, som findes blandt de frivillige i de danske genbrugsbutikker, er unikt og skaber en stor værdi. Det er disse frivillige, som hjælper med at sortere, prissætte og sælge genbrugsartikler, der ellers var endt som affald. Derfor er det vigtigt, at nye affaldsløsninger designes på en måde, der understøtter de frivilliges arbejde.

Konkret vil jeg foreslå, at affaldsselskaber og kommuner tænker de frivillige genbrugsbutikker med som en del af løsningen fra start.

Jeg ønsker kommunerne og dansk affaldsforening held og lykke med deres arbejde med at implementere loven, og i Folkekirkens Nødhjælp håber vi på et tættere samarbejde, der kan sikre god affaldshåndtering og mest muligt genbrug. Det er en afgørende del af den grønne omstilling i Danmark.

Forrige artikel Wind Denmark: Havvind kan være vejen til mere beskyttet hav Wind Denmark: Havvind kan være vejen til mere beskyttet hav Næste artikel Lolland-borgmester og Hofor: Sådan gøres gasledning hurtigere grøn Lolland-borgmester og Hofor: Sådan gøres gasledning hurtigere grøn