DI: Vandsektoren tørster efter flere teknisk uddannede

DEBAT: Hvis målet om 4.000 nye arbejdspladser i vandsektoren skal nås, kræver det, at de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser opprioriteres, skriver Karin Klitgaard, miljøpolitisk chef i Dansk Industri.

Af Karin Klitgaard
Miljøpolitisk chef, Dansk Industri

I 2015 formulerede Dansk Industri, Miljø- og Fødevareministeriet, Danva og Dansk Miljøteknologi vandvisionen, der har som ambition at fordoble dansk vandteknologieksport og samtidig skabe 4.000 nye arbejdspladser i Danmark.

Vi har de sidste par år fokuseret på fordoblingen af eksporten af vandteknologi, mens målet om 4.000 nye arbejdspladser ikke har fået så meget opmærksomhed. Derfor har vi i Dansk Industri analyseret beskæftigelsen blandt vores medlemmer, som arbejder med vandteknologi.

Flest teknisk uddannede i vandsektoren
Vores analyse af medarbejdersammensætningen viser, at en stor del af de ansatte har en teknisk eller naturvidenskabelig uddannelsesbaggrund. Det gælder for 47 procent af de medarbejdere, som har en erhvervskompetencegivende uddannelse.

Blandt alle beskæftigede er den tilsvarende andel 21 procent, så tekniske uddannelser er tydeligt overrepræsenterede.

Der er altså brug for flere med tekniske uddannelser, hvis vi skal opfylde visionen om, at der skal skabes 4.000 nye arbejdspladser i de vandteknologiske virksomheder.

Opprioriter de tekniske uddannelser
I dag – 25. marts – lancerer Danmarks Tekniske Universitet på Christiansborg sin vandsektoranalyse. Det er et vigtigt indspil i debatten om, hvordan vi prioriterer fremtidens forskning og uddannelse.

Jeg mener, at vi har brug for at opprioritere den tekniske forskning og uddannelse.

Vi har brug for at udvikle de nye metoder og for at inkludere digitaliseringens muligheder inden for vand, spildevand og klimatilpasning. Og ikke mindst har vi brug for mange flere uddannede med kompetencer, som efterspørges af vandsektoren. Ikke bare fra Danmarks Tekniske Universitet, men fra alle uddannelsesinstitutioner i Danmark.

Jeg håber, at konferencen kan være med til at sikre fokus på forskning og uddannelse i krydsfeltet mellem vandteknologi og digitalisering. Der er store muligheder, og hvis vi hurtigt kommer op i omdrejninger, er der også et kæmpe marked i store dele af verden.

Forrige artikel DTU-professor: 5G bør ikke være fremtidens eneste netværk i Danmark DTU-professor: 5G bør ikke være fremtidens eneste netværk i Danmark Næste artikel Skepsis før aftale om overskudsvarme: Vi risikerer planøkonomiske tilstande Skepsis før aftale om overskudsvarme: Vi risikerer planøkonomiske tilstande