Det Økologiske Råd har ny direktør på plads  

NAVNE: Det Økologiske Råd har ansat 43-årige Claus Ekman som ny direktør. Han afløser rådets mangeårige sekretariatsleder Christian Ege.

Claus Ekman skal stå i spidsen for Det Økologiske Råd.

Fra 1. maj er han ansat som ny direktør, oplyser rådet i en pressemeddelelse.

”Vi er meget glade for, at det er Claus, der bliver vores nye direktør. Han har den helt rigtige faglige ballast til at kunne lede en faglig specialiseret miljøorganisation som Det Økologiske Råd,” siger bestyrelsesformand Tue Damsø i en pressemeddelelse.

Claus Ekman kommer fra en stilling som chefkonsulent i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Han har tidligere arbejdet for Energistyrelsen og har forsket ved den europæiske organisation for højenergifysik, CERN.

Claus Ekman peger selv på, at Det Økologiske råd er ”en stærk miljøorganisation”, der har været med til at skabe forandringer på det grønne område.

”Rådet bygger deres løsningsforslag på solide, faktabaserede analyser og en god forståelse for den politiske virkelighed. Det er en tilgang, der tiltaler mig meget. Jeg er sikker på, at vi sammen kan få endnu større gennemslagskraft og være med til at skabe et sundere og mere bæredygtigt samfund,” siger Claus Ekman.

Claus Ekman overtager jobbet fra Christian Ege, som i 21 år har været organisationens sekretariatsleder. 64-årige Christian Ege har valgt at gå på pension.

Forrige artikel  Mytedræber: Vi kan alligevel ikke grave guld på lossepladserne Mytedræber: Vi kan alligevel ikke grave guld på lossepladserne Næste artikel Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge Grønt overblik: Det skal du holde øje med i denne uge