Danske Vandværker: Vil vi virkelig spare på overvågning af pesticider?

DEBAT: Det er bekymrende, at myndighederne vil skære i overvågningssystemet af pesticider, selvom flere pesticidfund i vores grundvand den seneste tid kalder på en styrket indsats, skriver Susan Münster, direktør i Danske Vandværker. 

Af Susan Münster
Direktør, Danske Vandværker

Der er tilsyneladende besparelser på vej i overvågningssystem af pesticider – i daglig tale VAP (Varslingssystem for udvaskning af pesticider til grundvand). VAP sikrer en hurtig vurdering af pesticiders eller deres nedbrydningsprodukters evne til at blive udvasket til ”ungt” grundvand.

På den måde kan myndighederne hurtigt indføre en eventuel regulering eller forbud af ellers godkendte pesticider, hvis det viser sig, at de kan udvaskes til grundvandet – også selv om pesticiderne bruges efter gældende regler.

Men selv om der er dukket mange uønskede stoffer op i overvågningen i 2017 og 2018, beskæres overvågningen tilsyneladende, og det er mig virkelig en gåde.

Danskernes tillid til grundvandet er udfordret
Den seneste tids sager med ubehagelig mange fund af uønskede stoffer i vores grundvand har helt naturligt rejst stor tvivl om myndighedernes evne til at håndtere pesticid-overvågningen.

Derfor undrer det os i de danske vandværkers brancheorganisation, at Miljøstyrelsen, som er den ansvarlige myndighed, nu vil beskære VAP’en, så antallet af overvågningsmarker reduceres fra seks til fem. Det er stærkt bekymrende i en tid, hvor der vel er en bred almen opfattelse af, at overvågningen tværtimod burde styrkes.

VAP er det danske fyrtårn inden for pesticid-overvågning, og systemet høster international anerkendelse. VAP er også en ekstra sikkerhedsforanstaltning, der går et skridt videre med hensyn til at risikovurdere de pesticider, som allerede er godkendte i EU.

Mistillid kalder på styrket overvågningsindsats
Vi mener, at ekstra overvågning er nødvendigt for at sikre vores fremtidige drikkevand, så vi ikke igen kommer i samme situation, hvor fortiden syndere viser sine grimme og misligholdte tænder.

Ifølge Jupiter-databasen er mere end 250 boringer forurenet. Vi mener også, at regeringen bør afsætte flere ressourcer på den årlige finanslov. Ressourcer til at overvåge og sikre, at der også er rent drikkevand til de fremtidige generationer.

I Danske Vandværker undrer vi os over, at Miljøstyrelsen og dermed også Miljø- og Fødevareministeriet tillader, at der gennemføres besparelser på det anerkendte VAP-system. Vi vil holde et ekstra vågent øje med udviklingen og arbejde for, at besparelsen fjernes. Og at grundvandsovervågningen opprioriteres og ikke nedprioriteres.

Forrige artikel Branchedirektør til regeringen: I glemmer klimasikringen og vores kyster Branchedirektør til regeringen: I glemmer klimasikringen og vores kyster Næste artikel Dansk Byggeri: Der bliver vendt op og ned på byggeriet med nyt politisk forlig Dansk Byggeri: Der bliver vendt op og ned på byggeriet med nyt politisk forlig