Dansk Fjernvarme: Ny energiaftale skal se fremad

DEBAT: En ny aftale om energibesparelser bør række fra 2017 til 2020, så selskaberne kan indfri besparelserne så omkostningseffektivt som muligt, mener Rune Moesgaard, politisk chef i Dansk Fjernvarme.

Af Rune Moesgaard
Politiskchef i Dansk Fjernvarme

I den brancheaftale om energibesparelser, der udløb ved udgangen af 2015, havde fjernvarmeselskaberne mulighed for at indfri en del af deres forpligtelser ved at investere i solvarme. Det har vist sig at blive en overordentlig stor succes, hvor solvarmeprojekter skyder op over hele landet og laver konkurrencedygtig varme til glæde for forbrugerne.

Solvarme er en dansk specialitet
De danske producenter sidder på langt størstedelen af det globale marked og har skabt en lang række arbejdspladser herhjemme, fordi solvarme er en dansk specialitet. De har i øjeblikket travlt som aldrig før med at levere de ordrer, som fjernvarmeselskaberne har givet dem indtil 31. december 2015.

Siden brancheaftalen ophørte, er der ikke kommet flere ordrer, og selskaberne må derfor, på trods af heftig aktivitet, tilpasse deres produktion til nye tider uden ordrer i bøgerne. Det er trist.

Der er vilje til en ny aftale
Der har ikke manglet vilje hos brancheaktørerne til at indgå en ny aftale. De tre sektorer el-, gas- og fjernvarme afleverede i starten af marts 2016 et kompromisforslag til ministeren, som formelt skal skrive under på en energispareaftale. Det er der indtil videre ikke kommet noget ud af.

Det tog Energistyrelsen bestik af 29. juni 2016, hvor de meddelte, at selskaberne i 2016 var forpligtet til at indfri den samme målramme som i 2015, hvor aktørerne i energispareaftalen havde aftalt en fordeling af målene med den ansvarlige minister, som lød på i alt 12,2 PJ.

Det er den ramme, som selskaberne agerer under nu, og som vi skal leve op til. Samme mål som i 2015, men uden de samme effektive virkemidler som for eksempel solvarme. 

Vi er enige i, at målet skal sænkes, så det svarer til el-, gas- og varmesektorens andel af det samlede energiforbrug, og at besparelserne skal indfries omkostningsbevidst og med størst muligt bidrag til den grønne omstilling. Det sker ved fortsat at kunne investere i solvarme som i 2015 og i eldrevne varmepumper. Det er der enighed om hos brancheaktørerne, og derfor er det en del af teksten i energiselskabernes forslag. Det står vi naturligvis ved.

Ny aftale bør gælde fra 2017 
Det giver ikke længere mening at tale om at lave en aftale for 2016, når den ikke vil kunne nå at give selskaberne mulighed for at udnytte mulighederne i den. Ligesom man naturligvis ikke kan sidde i december og lave regler gældende fra januar samme år.

Det eneste rigtige er derfor, at vi slår en streg over 2016 og begynder at kigge fremad. Dansk Fjernvarme forventer derfor, at der inden udgangen af januar kan indgås en aftale, der giver selskaberne den nødvendige ro til at indfri besparelserne så omkostningsfuldt som muligt. Det gør man ved at gøre en plan så langsigtet som muligt og gerne fra 2017 til 2020.

På den måde vil selskaberne i god ro og orden kunne foretage retmæssige og fornuftige investeringer i ny teknologi og gennemføre de nødvendige besparelser til glæde for forbrugerne og den danske industri.

Forrige artikel Danske Vandværker: Minister på økonomisk glatis Danske Vandværker: Minister på økonomisk glatis Næste artikel Pia Olsen Dyhr: Derfor kan OPP-projekter være problematiske Pia Olsen Dyhr: Derfor kan OPP-projekter være problematiske