Dansk Fjernvarme: Cepos overser privat ejerskab i forsyningssektoren

DEBAT: De 430 forbrugerejede og kommunalt ejede varmeselskaber i Danmark er allerede reguleret til glæde for ejerne selv, skriver Kim Behnke, vicedirektør i Dansk Fjernvarme som svar til Henrik Christoffersen fra Cepos.

Af Kim Behnke
Vicedirektør i Dansk Fjernvarme

I stedet for at Henrik Christoffersen leder på Wikipedia for at finde forklaringen på, hvad forsyningssektoren er i Danmark, så kunne han og Cepos gå ud i virkeligheden.

Fjernvarmesektoren i Danmark består af omkring 430 selskaber, hvoraf kun cirka 50 er kommunalt ejet. Resten er andelsselskaber med direkte forbrugereje. I vandsektoren er der sket en udskillelse af alle de kommunale selskaber til aktieselskaber, og dertil kommer over 2000 små private andelsselskaber med direkte forbrugereje.

Non-profit giver gevinst til ejerne
Selv blandt de 50 kommunalt ejede fjernvarmeselskaber er 37 selskaber en del af større aktieselskabskoncerner. Spildevand er udskilt i aktieselskaber, og på elsiden tegner langt hovedparten af netvirksomhederne sig som forbrugerejede andelsselskaber.

Produktion af el og handel med el er i fri konkurrence. Staten ejer det overordnede systemansvar og transmissionsystem for el og gas i Energinet.dk, men ellers er offentlige selskaber under hastig omstilling.

Langt hovedparten af forsyningsvirksomhederne er reguleret som non profit og sender årets resultat direkte videre til ejerne eller forbrugerne. Resten er reguleret af indtægtsrammer og anden prisstyring.

Der effektiviseres allerede
Billedet af en tung, ineffektiv, kommunal forsyningssektor er ikke virkeligheden. Henrik Christoffersen kunne derfor bruge kræfter på at få Wikipedia opdateret, så beskrivelsen af forsyningssektoren bliver tidssvarende.

Kan der fortsat effektiviseres?

Ja. En af vejene til effektivisering går via udbud og udliciteringer af forsyningsselskabernes aktiviteter, hvilket også sker for langt hovedparten af aktiviteterne. Tusinder af håndværkere, servicevirksomheder og leverandører er dagligt i gang med at levere til forsyningsvirksomhederne i åben konkurrence.

For et fjernvarmeselskab går omkring 70 procent af omkostningerne imidlertid til at producere eller købe varme, og heraf udgør særlige afgifter og moms den største andel – og den får Cepos nok ikke konkurrenceudsat.

Forrige artikel Dansk Affaldsforening: Offentlig forsyning skaber tryghed Dansk Affaldsforening: Offentlig forsyning skaber tryghed Næste artikel Miljøteknologi og Dansk Metal: Fokusér allerede nu på forskningen for 2018 Miljøteknologi og Dansk Metal: Fokusér allerede nu på forskningen for 2018