Byernes klima er mere end regn

DEBATPANEL: Jørgen Glenthøj, borgmester for Frederiksberg Kommune, ser et potentiale i at sammentænke klimatilpasning med befolkningstilvækst.

Af Jørgen Glenthøj
Borgmester for Frederiksberg Kommune

Byerne forandrer sig i disse år. Vi bliver flere og flere. Samtidigt rejser det store udfordringer, når vi kan se, at vores klima også ændrer sig. Om 100 år vil vi have op til 55 procent mere nedbør om vinteren og hyppigere skybrud i sommerhalvåret. Og de udfordringer, der trænger sig på, respekterer ikke administrative grænser.

Så hvis man skal undgå et fremtidsscenarie for byerne a la Ridley Scotts legendariske film Bladerunner, er det nu, vi skal handle. Og her er den enkelte kommune bare ikke stor nok til at handle alene.

Skybrudplaner og grønne områder
I hovedstaden er vi derfor gået sammen for i første omgang at komme med et bud på konkrete skybrudplaner for 3-4 milliarder kroner. Planer, som vil forebygge nogle af de skader, som mange af hovedstadens borgere udmærket husker, da et af den nyere tids værste skybrud væltede vand ned i kældre og butikslagere.

Og da vand har det med at løbe nedad og i f.eks. Frederiksbergs tilfælde ud af kommunen, ville det altså ikke give mening, hvis vi bare gik i gang alene.

Det projekt, som vi nu tegner de første streger til, bliver i det hele taget et enormt projekt, der vil forandre byen markant. Planen skal først og fremmest sikre, at de store mængder regn, vi får, kan komme væk uden at skabe voldsomme oversvømmelser.

Men indsatsen gør det også muligt at adressere nogle af de udfordringer, vi står overfor, når vi bliver flere og flere borgere. For vore planer inviterer til at bruge flere af byens rum til endnu flere grønne områder med rekreative tilbud til borgerne.

Så måske har vi her et eksempel på nogle hårdkogte udfordringer, som vi, og andre storbysamfund herhjemme og verden over, kan vende til noget positivt. Det vil være til gavn og glæde for de mange borgere, vi allerede har, og ikke mindst til dem, der i de kommende år vælger storbyerne til.

Forrige artikel Dansk Byggeri: Greve på OPP-afveje Dansk Byggeri: Greve på OPP-afveje Næste artikel Middelfart gør status på erfaringer med ESCO-Light